Erfaren leder

Nyt storkøkken skal levere til 10 plejehjem og psykiatrisk sygehus

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der hersker travlhed i køkkenet, når der skal laves mad til ca. 400.

BRØNDERSLEV:Det er en leder med stor erfaring, der skal stå i spidsen for Nordjysk Mad I/S, der omfatter blandt andet det ny storkøkken på Brønderslev Psykiatriske Sygehus.

55-årige Mary-Ann Sørensen, der bor i Hunetorp ved Pandrup, men kommer fra Thurø, har 30 års erfaring med store køkkener.
Hun blev i 1982 uddannet økonoma på Aalborg Amtssygehus, og i 1990 kom hun til Solgården i Tylstrup. Senere gik turen til Pandrup Plejehjem, og til slut havde hun det overordnede ansvar for seks plejehjemskøkkener i Jammerbugt Kommune.
Men så traf Jammerbugt Byråd med én stemme i overtal beslutning om at udlicitere mad-produktionen. Det betød, at Mary-Ann Sørensen og hendes medarbejdere blev sagt op.
Mary-Ann Sørensen er nu klar til den nye, store opgave.
Nordjysk Mad I/S, der er dannet af Region Nordjylland og Brønderslev Kommune, har to produktionskøkkener – på de psykiatriske sygehuse i Brønderslev og Aalborg.
- Dagligt skal der laves mad til ca. 550 personer. Heraf ca. 400 i Brønderslev – fordelt på knapt 300 på plejehjemmene og godt 100 på Psykiatrisk Sygehus.
Der er ca. 45 ansatte i de to køkkener i Brønderslev og Aalborg. 26 i Brønderslev.
Personalet fra køkkenet på Plejehjemmet Risagerlund stoppede 31. oktober, og 1. november begyndte de i de nye rammer.
Da NORDJYSKE Medier var på besøg i køkkenet, stod den på stegte kalkunschnitzler.
Der blev stegt 50 kilo, svarende til 450 schnitzler. Der skulle 45 liter sovs til, 60 kilo kartofler og 20 kilo grøntsager.
Mary-Ann Sørensen fortæller, at der er to kategorier – beboerne på psykiatrisk sygehus og plejehjemsbeboerne.
- Plejehjemsbeboerne skal nok have lidt mere piskefløde i maden, smiler Mary-Ann Sørensen.
I køkkenet bager man selv brød dagligt.
På spørgsmålet om Mary-Ann Sørensens livret kommer svaret prompte:
- Det er en indisk ret med blomkål og fars.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.