Erfaren mand i spidsen for Brønderslev Hallerne

På fredag fejrer Hallen sin inspektør, Christian Brønden

BRØNDERSLEV:Halinspektør Christian Brønden, Brønderslev Hallerne, er vant til at tackle opgaver af enhver art. Og han kan klare dem. Christian Brønden optræder stille og roligt i sit arbejde. Han gør ikke meget væsen af sig. I dag fylder han 50 år. Christian Brønden har siden 1996 været ansat i Brønderslev Hallerne, hvor han gennem længere tid var souschef. Efter Kurt Hartmanns pludselige fratræden blev Christian Brønden konstitueret som halinspektør, og senere ansat fast som halinspektør. Christian Brønden var tidligere blevet tilbudt jobbet, men takkede nej. Men da et enigt personale, opfordrede ham til det, sagde han ja. - Med det gode personale, jeg har, turde jeg godt sige ja til jobbet , bemærker Christian Brønden. Der er tale om et teamwork, så derfor er det nødvendigt, at alle arbejder i samme retning. Og det gør personalet. Det er også Christian Brøndens opfattelse, at Brønderslev Hallerne har en god bestyrelse, der også arbejder ihærdigt for hallen. Mange opgaver Forleden, da det regnede ind i hallen, blev det bevist endnu engang, at hallen trænger til en kærlig hånd. Der er for et par år siden udarbejdet en tilstandsrapport, der fastslår, at der skal bruges 11 mio. kr. på hallen i Knudsgade, hvis den skal leve op til en vis standard. Hele hallen, der er fra 1967, trænger til en gennemgribende renovering. Efter at Christian Brønden er kommet til, er der blevet malet. Tilstandsrapporten for hallen er udarbejdet af ingeniørfirmaet Niras. Fra idrætshallens side håber man, at der kan tages fat på renovering, når arbejdet med modernisering af svømmehallen snart er slut. I sommeren 2002 blev bassinet renoveret, og svømmehallen var lukket i fire måneder. Nu opføres der nye omklædningsrum. Christian Brønden kan glæde sig over, at der er stor aktivitet i idrætshallen: Hver dag mellem klokken 8 og 23 sker der noget. Brønderslev Hallerne er en alsidig forretning. Foruden idrætshal og svømmehal er der bowlingcenter, vandrerhjem og campingpladsen Møllerens Eng. Også det gamle stadion indgår som en del af hallen. Hallerne har en del træningslejre for blandt andre fodboldklubber og svømmeklubber fra både ind- og udland. Det er muligt for anlægget at tilvejebringe 100 sovepladser, når klasseværelserne inddrages. Hallen kan glæde sig over, at det danske floorball-landshold har henlagt sine træningssamlinger til netop Brønderslev Hallen. Christian Brønden blev i 1973 uddannet som tømrer hos tømrermester Hartmann Sørensen, Sterup. Derefter arbejdede han nogle år som tømrer. Hans speciale var montage af porte, og i den forbindelse arbejdede han blandt andet for JP Montage i Brønderslev. En tid lang var Christian Brønden arbejdsleder i Grønland, hvor hjemmestyret havde et større byggeprojekt i gang. I 1995 tog Christian Brønden eksamen som cand. merc. i organisation. Han har uddannet sig til badevandstekniker på Teknologisk Institut, og i Sverige har han taget uddannelse som bowlingmekaniker. Brønderslev Hallerne fejrer Christian Brønden med åbent hus på fredag.