Erfarne spillere skal trække læsset

Aalborg HIK’s kvinder kan sikre plads i slutspillet med en sejr over Holte

Christian Risom: Vi er lidt pressede.Foto: Hans Ravn

Christian Risom: Vi er lidt pressede.Foto: Hans Ravn

AALBORG:Det er muligheden for selv at afgøre sin skæbne, der fylder i hovederne hos spillerne hos Aalborg HIK, når de i dag går på banen til den meget afgørende hjemmekamp mod Holte. Begge hold ligger med otte point med mulighed for slutspillet, og derfor er en sejr lige vigtig. For HIK vil sejren betyde automatisk adgang, mens et nederlag gør dem afhængige af Frederiksbergs resultater. - Det bliver en meget spændende kamp, for vi er jo lige pressede. Det er sådan en kamp, hvor jeg vil være godt tilfreds, hvis vi vinder den sidste bold, siger træner Christian Risom med et smil. Holdet er i stærkeste opstilling, og det er af meget afgørende betydning. - Jeg vil mene, at vores spillere har den tand mere rutine i de store kampe, som altid kan gøre en afgørende forskel. Derfor er det også de erfarne spillere der skal trække læsset for os, og det er sådan en kamp, som man skal glæde sig til som spiller, siger Christian Risom. Truslen kan mærkes På Holte-holdet skal man især tage sig i agt for den stærke kantspiller Lene Grønvall, der har gennemgået en omskoling fra center. - Det skal vi på en måde være glade for, for hun var meget giftig som centerspiller. Men hun er stadig en vigtig spiller for dem. Hun er meget med i blokadespillet og er den centrale person på holdet. Derfor er det hende, vi skal have sat ud af spillet, siger træneren. Seks hold kommer med i det ”rigtige” slutspil og truslen fra Frederiksberg kan mærkes, da de bør hente point i deres kamp mod Åbyhøj i dag. Derfor venter der endnu en afgørende kamp i rækken i næste uge, når de møder Holte, mens HIK møder topholdet Fortuna. - Det er nok ikke en kamp, vi skal have for store forventninger til, så derfor vil det være meget belejligt at afgøre det hele i dag, siger Christian Risom.