Erhverv og turisme er flyttet sammen

ETC Nibe under sparekniven - der skal flere kroner i kassen af egen drift

Lokalpolitik 26. september 2002 08:00

NIBE: Så er det sket. Turistbureauet og erhvervskontoret er nu også fysisk under samme tag på adressen Torvet 4. Turistbureauets sidste flyttekasser fra Tinghuset er slæbt over i naboejendommens stueetage, hvor Erhvervs- og Turistcenter Nibe, ETC, nu har til huse, og en stakåndet men absolut oprejst turistleder, Jette Grønhøj, er yderst tilfreds med, at den store flytning omsider er på plads. - Det har været en hård omgang, men jeg er sikker på, at der er masser af fordele ved at arbejde samme sted. Vi har jo i forvejen løst opgaver begge steder, og nu får vi øjenkontakt. Erhvervs- og Turistcenter Nibe har overtaget salget af buskort til NT fra den nedlagte kiosk "Rutebilstationen" på Torvet. Der kommer ikke flere ansatte af den grund, og foran venter besparelser på driften som led i budgetforliget for 2003 mellem Venstre og SF. Udviklingsrådet, som ETC formelt hører under, får næste år 25.000 mindre i kommunal støtte, og frem til 2006 bliver støtten beskåret med samlet 100.000 kroner. - Det får naturligvis en eller anden form for konsekvenser, nok ikke voldsomme, men før budgetforliget er endeligt vedtaget i oktober, ønsker jeg ikke at kommentere sagen, siger erhvervs- og turistchef Jesper Andersen. - Når andre skal spare, er det naturligt, at også ETC modtager færre skattekroner, mener borgmester Jens Østergaard Madsen (V). Han opfordrer ETC til at finde endnu flere områder, hvor centret selv kan hente penge hjem til egen drift. - Salget af buskort for NT er det seneste eksempel. ETC udlejer i forvejen sommerhuse, yder konsulenthjælp til virksomheder, det skæpper også i kassen, og der er masser af andre muligheder for service mod betaling. - Vi overvejer i øjeblikket at udleje øverste etage, hvor vi nu har mødelokale, siger erhvervs- og turistchef Jesper Andersen. En permanent udstilling med værker af afdøde Niels Henrik Thorhauge rykker som fortalt i NORDJYSKE tirsdag ind i turistbureauets rømmede gemakker i det kommunalt ejede Tinghuset. Advokatfirmaet Kresten Hyldahl er rykket op på første etage i erhvervsrådets bygning ovenpå ETC.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...