Lokalpolitik

Erhverv skal viske kommunegrænser ud

NETVÆRK 50 virksomheder skal arbejde tættere sammen om produktion og eksport

AARS:Vesthimmerland har nogle af verdens bedste virksomheder til at lave maskiner til landbrug og nogle af de bedste landmænd til at prøve dem af. Hvis man kan få dem til at samarbejde mere, så kan de løfte landsdelen langt ind i fremtiden. Traditionel nordjysk underdrivelse var der ikke meget af, da det nye samarbejde "Agrowise" blev holdt over dåben i Aars Messecenter fredag eftermiddag. Ganske vist var det gode himmerlandske folk, der præsenterede ideen, men de mente godt at man kunne være lidt stolt af det lokale erhvervsliv. "Agrowise" er grundlagt af de fem nabokommuner Farsø, Løgstør, Nørager, Aalestrup og Aars, der har givet hinanden håndslag på at se stort på kommunegrænserne for at få deres virksomheder inden for landbrugssektoren til at arbejde tættere sammen. - Vi har tænkt over, hvad Vesthimmerlands styrke er, og så rammer vi uundgåeligt ind i landbrug. Vi har flere end 50 virksomheder, der laver alt muligt til landbrug, lige fra gyllevogne til fin elektronik. Og vi har nogle landmænd, der er gode til at afprøve nye ting og fortælle, hvad der duer, sagde Hardy Jensen, der er projektleder på Agrowise. Det handler mest af alt om en opgradering til fremtiden. En fremtid, hvor udviklingen næppe kommer til at gå langsommere end nu. Om fem-ti år er de nye lande i EU kommet godt med. Der vil der være et stort marked for både de bedste maskiner, men nok især viden om dem. - Vor viden om landbrug i Vesthimmerland er efterspurgt i udlandet, og jeg tror, at om 10 år så udgør know-how en meget større del af vores eksport end nu. Bliver vore virksomheder bedre til at arbejde sammen og bytte viden med hinanden, så er vi overbeviste om, at de får et forspring, siger Hardy Jensen. Bryder tradition Hermed rører Agrowise et traditionelt ømt punkt. For èt er at hjælpe sig selv og sine. Noget andet at gøre det for andre, der automatisk ses som konkurrenter. Men med den fart som udviklingen har på kan det blive en nødvendighed. Erfaring kan være dyr at købe, men bilig at bytte sig til, hvis man kan finde nogen at bytte med. - Der er ingen tvivl om, at nogle kommunegrænser bliver mindre synlige i de kommende år. Grænserne skal blødes op, så virksomheder får bedre link til hinanden. Når man kigger efter, så viser det sig jo, at vi kan mere, end vi går og tror her i Vesthimmerland. Nu, hvor der er gået en ladeport til Østeuropa op, så er det bare med at komme ind gennem den, siger Knud Kristensen, borgmester for Aars og formand for Agrowise's styregruppe. - Vi kan se, at mange af de virkomheder, vi har i dag, udspringer af landbruget eller landsbysmede. Vi kunne da godt tænke os, at en stor medicinalkoncern slog sig ned her på egnen, men vi synes, at det er mere realistisk at vi hjælper de virksomheder vi har med at udvikle sig. Og der er masser af udviklingsmuligheder, sagde Jørgen M. Jørgensen, udviklingschef for Himmerlands Udviklingsråd og med i arbejdsgruppen bag Agrowise. Agrowise har 500.000 kroner fra Varslingspuljen at tære af. Det var de penge egnen fik i støtte for at komme sig over lukningen af slagteriet i Aars. Den sum penge ventes at række til sommerferien, herefter skal brugerbetaling formentlig ind i billedet, hvis der er interesse for samarbejdet.