30 år med afgørende indflydelse på Aalborgs butiksliv - og han har aldrig fået en krone for sit arbejde

Nils Andersen lagde grundstenene til Aalborg City - og har lige siden stået i spidsen for foreningen

Nils Andersen (til højre) takkede af efter 30 år som formand for Aalborg City - til venstre foreningens direktør Flemming Thingbak. Foto: Henrik Bo

Nils Andersen (til højre) takkede af efter 30 år som formand for Aalborg City - til venstre foreningens direktør Flemming Thingbak. Foto: Henrik Bo

AALBORG:Det var et farvel til en af de store i Aalborgs handelsliv, der fandt sted torsdag eftermiddag på Søgaards Bryghus.

Da Aalborgs handelstandsforening - Aalborg City - 16. januar 1990 blev stiftet sad Nils Andersen med om bordet, og først i dag 30 år senere har han så givet stafetten videre.

Om Nils Andersen

Nils Andersen er født i 1946 og opvokset i Odense, hvor han blev udlært hos Arthur Hansen, detailhandel med speciale i boligtekstiler.

Sidst i 60’erne fik han job hos Ulf Bolighus i Aalborg, hvor han var ansat i to perioder afbrudt af halvandet år som rejsende i København. Hos Ulf bolighus sluttede han som afdelingsleder.

For 48 år siden startede Nils Andersen sammen med hustruen Lis, som han havde mødt i Odense, Tekstil Centret i Slotsgade, i en butik på bare 50 kvadratmeter. Siden blev nabobutikken indlemmet i forretningen.

Efter 30 år i Slotsgade flyttede parrat forretningen til den nuværende adresse på Karolinelundsvej, hvor der også er sket udvidelser.

Lis og Nils Andersen, der for to år siden fejrede guldbryllup, har to børn, der begge er erhvervsdrivende og bosat i Aalborg, og fire børnebørn.

Udover den travle hverdag med forretning og formandsskab har Nils Andersen tidligere været ivrig badmintonspiller. I de helt unge år dyrkede han atletik med højdespring som speciale. Fire gange blev han fynsk mester blandt juniorer. 178 centimeter, lyder hans personlige rekord.

Derfor var der forståeligt nok mange, der kom forbi for at gratulere, hvilket tydeligvis glædede Nils Andersen.

- Tak til alle jer, der er kommet her i dag. Jeg glæder mig virkelig over, at der er kommet så mange, sagde han til forsamlingen.

Det var på foreningens generalforsamling - tilbage i februar - at Nils Andersen annoncerede sit stop, og planen var derpå, at den officielle afskedsreception skulle holdes 12. marts.

Men så kom corona-virussen og stak en kæp i hjulet på stort set alt. Og derfor var det først torsdag eftermiddag - med et halvt års forsinkelse - at afskedsreceptionen kunne afvikles.

- Endelig lykkedes det. På trods af COVID-19 og alle mulige andre ting, så er det endelig lykkedes, sagde Flemming Thingbak, der gennem de seneste 16 år har været foreningens direktør.

- Tænk engang, at du i 30 år har været ulønnet formand for cityforeningen i Danmarks fjerdestørste by, sagde handelsdirektøren videre - og han gjorde i den forbindelse meget ud af at sige den mangeårige formand et stort "tak" for indsatsen.

- Du er firstmover på alting - og det er også derfor, du er kommet så langt, sagde Flemming Thingbak og henviste derefter til en lang række af midtby-initiativer, som Nils Andersen har haft store aktier i - blandt andet julemarkeder, storskærmsarrangementer og sågar uddeling af gratis rødspætter i forbindelse med en fiskerimesse.

- Vi har ikke altid været enige om alting, men vi er altid kommet godt ud af det, sluttede Flemming Thingbak.

Det er i øvrigt Jes Asmussen, der driver forretningen Click, der har afløst Nils Andersen i formandsstolen hos Aalborg City.

Har du lyst til at læse mere om Nils Andersen, så kan vi anbefale portrættet herunder, som NORDJYSKE skrev i foråret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.