Aalborg Portland er Danmarks største udleder af CO2: Nu har firmaet lavet en historisk aftale

Cementproducenten vil reducere CO2-udledningen med 660.000 ton. Nu er der indgået en aftale om grøn omstilling med regeringen

Arkivfoto

Arkivfoto

KØBENHAVN:Regeringen indgår onsdag en samarbejdsaftale med Danmarks største enkeltudleder af CO2, Aalborg Portland.

Med aftalen forpligter cementproducenten sig til at reducere sin CO2-udledning med 660.000 ton frem mod 2030 samt til senere reduktioner.

- Aalborg Portland viser her et markant samfundsansvar. Det er fantastisk positivt, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

- Verden får også brug for cement i fremtiden. Løsningen er derfor ikke - som nogle måske ønsker sig - at gøre livet så surt som muligt for virksomheder som Aalborg Portland, så de flytter deres produktion til andre lande.

- Det handler tværtimod om at gøre produktionen grøn og beholde den her i Danmark. Vi har i Danmark en række store virksomheder, der både er meget konkurrenceudsat og har produktionsprocesser, der udleder meget CO2.

- Derfor håber jeg, denne samarbejdsaftale kan bane vejen for flere aftaler om konkret klimahandling med andre virksomheder, siger Dan Jørgensen.

Ifølge pressemeddelelsen svarer reduktionen på 660.000 ton CO2 til at fjerne 250.000 biler fra vejene i Danmark, eller at CO2-udledningen fra omkring 70.000 danskere fjernes.

Et stort flertal i Folketinget satte med klimaloven sidste år et mål om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030 set i forhold til niveauet i 1990.

Danmark skal efter planen være CO2-neutralt i 2050.

I pressemeddelelsen fremgår det, at samarbejdsaftalen mellem regeringen og Aalborg Portland skal ses som en slags skabelon for fremtidige samarbejder mellem regeringen og andre store danske CO2-udledere.

Aalborg Portland vil blandt andet gå efter at udfase fossile brændsler, lave energieffektivisering og CO2-fangst og forøge brugen af alternative eller CO2-neutrale brændsler.

Derudover vil virksomheden lave grønne cementprodukter og levere CO2-neutral fjernvarme til over 75.000 husstande.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.