Coronavirus

Advokat for nordjyske minkavlere: - Erstatning ændrer intet

Sag mod Fødevarestyrelsen kører videre

Arkivfoto: Peter Mørk

Arkivfoto: Peter Mørk

NORDJYLLAND:De danske minkavlere skal i henhold til et politisk forlig have erstatning for nedlæggelsen af deres erhverv, men det betyder intet for den sag, som fire nordjyske minkavlere har anlagt mod Fødevarestyrelsen ved domstolene. Det konstaterer de fires advokat Hans Peter Storvang.

- Den sag kører videre, for den handler om, at vi mener, at påbuddet om at forbyde minkerhvervet i en periode er i strid med grundloven. Og den påstand har intet at gøre med, hvordan minkerhvervet bliver kompenseret for nedlæggelsen af deres erhverv, siger han.

Indtil videre ved offentligheden meget lidt om, hvordan et flertal på Christiansborg vil kompensere minkfarmerne.

Aftalen

Aftalen mellem regeringen og dens støttepartier indeholder alene dette afsnit om erstatning til minkavlerne:

"I nogle tilfælde, hvor en minkvirksomhed afvikles, kan sådanne foranstaltninger have karakter af ekspropriation efter grundlovens prg. 73. Uanset om det er tilfældet eller ej, er aftalepartierne enige om, at minkavlerne og de meget minkavlsafhængige følgeerhverv skal behandles, som om der er tale om ekspropriation. I forlængelse heraf er aftalepartierne enige om, at minkavlerne skal have fuldstændig erstatning."

Kilde: Aftale mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om aflivning og midlertidigt forbud mod hold af mink.

- Vi kan først bedømme kompensationsordningen, når der fremlægges et lovforslag på området, siger Hans Peter Storvang.

Den offentliggjorte aftaletekst taler om, at det kun er i nogle tilfælde, at afviklingen af en minkvirksomhed er udtryk for ekspropriation fra statens side. Men under alle omstændigheder skal hele minkerhvervet behandles, som om deres virksomhed er blevet eksproprieret.

- Jeg ved ikke, hvad der ligger bag den betragtning fra forligspartiernes side. Efter min opfattelse er der i alle tilfælde tale om en ekspropriation, som vi så mener er i strid med grundlovens bestemmelser, siger advokaten.

Hans Peter Storvang peger også på muligehden af, at al lovgivning om kompensation til minkerhvervet blive forsinket i flere år.

- Grundlovens paragraf 73 indeholder en bestemmelse om, at en tredjedel af Folketingets medlemmer kan kræve, at et lov om ekspropriation først bliver gyldig, efter at et nyt Folketing efter et valg også har vedtaget loven, forklarer han.

Professor: Lad os se lovforslaget

- Vi har brug for et lovforslag, før det er muligt at komme med en præcis vurdering af konsekvenserne for minkerhvervet.

Sådan lyder det fra professor Carsten Munk-Hansen fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

Umiddelbart mener han, at minkavlerne kan sove godt om natten, når det handler om den kommende erstatning til dem.

- Aftaleteksten siger jo, at under alle omstændigheder skal alle avlere have fuldstændig erstatning, uanset om staten konkret kalder nedlæggelsen ekspropriation eller ej, siger Carsten Munk-Hansen.

Og under alle omstændigheder kan enhver nedlagt minkavler gå til domstolene for at få deres stillingtagen til, om en erstatning er tilstrækkelig.

- Det gælder også, selv om staten ikke har kaldt erstatningen en kompensation for ekspropriation, understreger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.