Apple giver ansatte store bonusser for at holde Meta væk
Meta og Apple slås om de dygtige ingeniører, og derfor har Apple uddelt bonusser på op mod 1,2 millioner.
Apple har uddelt betydelige julebonusser i form af aktier til nogle af selskabets ingeniører.
Det sker i et forsøg på at forhindre dem i at skifte job til Meta, moderselskabet bag Facebook, som prøver at rekruttere Apples ansatte.
Det skriver Jyllands-Posten med henvisning til Bloomberg.
Aktierne optjenes over fire år og skal give incitament til at blive hos Apple.
Beløbene varierer fra 325.000 kroner til 1,2 millioner kroner med 650.000 kroner som et typisk beløb, skriver Jyllands-Posten.
Apple ligger i krig med andre virksomheder i Silicon Valley, som ligger i det nordlige Californien i USA. Her har mange højteknologiske firmaer deres hovedsæde.
Meta har efterhånden markeret sig som en ikke ubetydelig trussel. I løbet af de seneste måneder har virksomheden ansat omkring 100 ingeniører fra Apple, skriver Bloomberg.
Men jagten går også den anden vej, for ifølge finansmediet har Apple også lokket vigtige Meta-medarbejdere væk.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.