Bankuro kan få betydning for amerikansk rentemøde onsdag

Mange har ventet en rentestigning i USA på 0,5 procentpoint onsdag, men det kan bankuro ændre, mener økonom.

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, tager med stor sandsynlighed den nuværende bankuro med i sine overvejelser, inden han onsdag melder nyt ud om renten. Det mener en økonom. (Arkivfoto). <i>Kevin Lamarque/Reuters</i>

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, tager med stor sandsynlighed den nuværende bankuro med i sine overvejelser, inden han onsdag melder nyt ud om renten. Det mener en økonom. (Arkivfoto). Kevin Lamarque/Reuters

Der er ingen tvivl om, at den amerikanske centralbank har øjnene stift rettet mod den uro, der præger landets banksektor, inden man melder nyt ud om renten onsdag aften dansk tid.

Det mener Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

- På den ene side er der formentlig brug for en renteforhøjelse eller to mere for at få inflationen under kontrol - og det er, uanset hvordan uroen omkring bankerne udvikler sig, siger han.

- Men centralbanken har nok også overvejet, om man helt skal springe en renteforhøjelse over, ligesom den nu overvejer, om rentetoppen kommer til at ligge lavere, end man troede for bare en måned siden.

Den finansielle verden har været plaget af uro, siden den amerikanske bank Silicon Valley Bank i forrige weekend kollapsede og blev beordret lukket.

Siden er flere andre amerikanske banker blevet kastet ud i et gevaldigt uvejr.

Det gælder blandt andet den regionale bank First Republic Bank, der har modtaget et indskud på knap 211 milliarder kroner fra 11 af USA's største banker.

Det usædvanlige initiativ har til hensigt at styrke banksektoren.

Per Hansen forklarer, at for store rentestigninger fra centralbanken kan ende med at gøre bankerne nervøse, og som reaktion kan de ende med at stramme kreditvilkårene for eksempelvis boliglån eller forbrugslån.

- Det virker på samme måde som en rentestigning fra centralbanken. Det er med til at trække købekraften ud af kunderne, siger han.

- Derfor overvejer centralbanken nok sit næste træk grundigt, så man undgår en situation, hvor en eventuel recession bliver for dyb.

Ifølge investeringsøkonomen var der mange, som for bare en måned siden spåede, at den amerikanske centralbank ville hæve renten med yderligere 0,5 procentpoint.

Men i kølvandet på uroen er det mere sandsynligt, at den ledende rente i USA hæves med 0,25 procentpoint, mener Per Hansen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.