Coronavirus

Mulig corona-svindel: Politiet beslaglægger millioner hos nordjysk virksomhedsejer

Mistænkes for snyd med ordning om lønkompensation

NORDJYLLAND:En 64-årig virksomhedsejer fra Nordjylland nåede ifølge SØIK (Bagmandspolitiet) at få udbetalt omkring 700.000 kroner fra forskellige corona-hjælpepakker, inden Erhvervsstyrelsen fik mistanke til ansøgningerne om lønkompensation fra en række forskellige selskaber.

I alt havde manden indsendt 13 ansøgninger for omkring 2,7 millioner kroner, og på baggrund af en kendelse fra Københavns Byret har SØIK i denne uge beslaglagt mere end seks millioner kroner i værdipapirer hos manden.

Beslaglæggelsen skal sikre, at der er penge til at tilbagebetale Erhvervsstyrelsen samt til betaling for en bøde, hvis manden bliver dømt for bedrageri.

En bøde vil formentlig ligge på tre til fire gange det beløb, der er forsøgt svindlet for.

Det fortæller Thomas Anderskov Riis, der er chefpolitiinspektør hos SØIK, i en pressemeddelelse.

- Det er helt afgørende, at de støtteordninger og hjælpeforanstaltninger, der skal holde hånden under virksomheder og lønmodtagere, bliver udbetalt til de rette og ikke bliver misbrugt hverken af organiserede kriminelle eller af svindlere. Jeg vil gerne advare eventuelle svindlere om, at der bliver slået meget hårdt ned. Domstolene har i de første sager lagt en meget hård linje over for enhver form for snyd, siger han.

SØIK ønsker ikke at komme med flere oplysninger i sagen, som er sendt videre til behandling hos Nordjyllands Politi.

- Vi kan bekræfte, at vi har modtaget sagen og nu går i gang med efterforskningen, siger presseansvarlig Christian Brinck fra Nordjyllands Politi.

Den ordning, hvor der ifølge SØIK sker flest anmeldelser, er den store lønkompensationsordning.

- Her ser vi eksempelvis virksomheder, der søger lønkompensation for ansatte, der aldrig har været ansat, eller som tilfældigvis lige blev ansat, da lønkompensationen trådte i kraft. Vi ser også sager, hvor det eksempelvis kunne se ud som om, at ansatte arbejder videre, selvom de har fået kompenseret deres løn af staten og derfor skal sendes hjem og holde fri, siger Thomas Aderskov Riis.

Svindel med lønkompensation

Sådan har personer forsøgt at svindle med ordningen om lønkompensation:

Ansøgt om lønkompensation for fiktive medarbejdere.

Ansøgt om lønkompensation for medarbejdere, der arbejder videre.

Ansøgt om lønkompensation for familiemedlemmer etc.

Lønkompensationsordningen indebærer, at staten betaler 75 procent af lønnen til funktionæransatte medarbejdere og 90 procent af lønnen til ikke-funktionærer i nedlukkede erhverv, der ellers ville være blevet afskediget. Det er en betingelse, at mindst 30 pct. af medarbejderstaben eller flere end 50 ansatte er hjemsendt.

SØIK har til og med 18. december modtaget 182 anmeldelser om mulig svindel med corona-hjælpepakker.

Straf er voldsomt skærpet

Folketinget firedoblede tidligere på året straffen for bedrageri begået ved misbrug af corona-hjælpepakker:

Der er faldet flere domme i den slags sager, herunder:

I august blev en 29-årig mand fra Glostrup som den første dømt for denne type af svindel. Han søgte om 427.500 kroner lønkompensation til fem opdigtede medarbejdere. Han fik i landsretten skærpet straffen til to år og tre måneders fængsel, og samtidig skulle han betale en tillægsbøde på 1.275.000 kroner.

I sidste måned blev en 57-årig mand idømt tre år og seks måneders fængsel for at forsøge at svindle sig til at få udbetalt cirka 1,6 millioner kroner fra corona-hjælpepakker.

148 anmeldelser er sendt til videre efterforskning i politikredsene.

Anmeldelserne vedrører i alt et beløb på 64.118.953 kroner.

Langt fra alle pengene er kommet til udbetaling, da en del anmeldelser vedrører forhold, hvor det er anmeldt, før der er udbetalt penge.

I forbindelse med anmeldelserne er der i alt beslaglagt 17.188.672 kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.