Godskørsel

Coronakrise giver nordjyske toldere sved på panden

Nye fragtmønstre betyder travlhed på nordjysk toldsted

Arkivfoto: Peter Broen

Arkivfoto: Peter Broen

HIRTSHALS:Coronakrisen har nok lukket både skoler og institutioner, men ikke Danmarks grænser. De er stadig åbne for gods og varer, så vi alle har noget at købe, når vi går i supermarkedet, og så danske industrivirksomheder har råvarer og halvfabrikata at tage af.

Men ifølge Maren Holm Johansen, der er handelsdirektør i Toldstyrelsen, ændrer de ruter, som godset følger igennem Europa, sig som en følge af corona. Det betyder ekstra travlhed på nogle af Toldstyrelsens ekspeditioner, bl.a. i Hirtshals.

- Fragtruterne ændrer sig i øjeblikket på grund af coronavirusset, og det har konsekvenser for vores toldekspedition i Hirtshals, hvor vi nu ser flere lastbiler ved vores toldekspedition end normalt, siger hun.

Hold afstand

Den ekstra trafik betyder, at flere chauffører skal igennem Toldstyrelsens ekspedition på havnen i Hirtshals. Ifølge Maren Holm Johansen har man derfor hen over weekenden skruet op for kommunikationen om, hvordan chaufførerne skal agere i en tid med corona, og for afskærmningen af medarbejderne.

- Det er vigtigt, at de chauffører, der kommer igennem vores ekspeditioner, holder sig informeret om de retningslinjer, der nu gælder i Danmark og som er fastsat af sundhedsmyndighederne. I løbet af weekenden har vi derfor opsat plakater på flere sprog med retningslinjer og indført begrænsninger på, hvor mange der må opholde sig i ekspeditionen, fortæller hun og henstiller til, at chauffører overholder de nye retningslinjer for både deres egen skyld, men også af hensyn til toldernes sundhed.

- Tolderne varetager en kritisk samfundsopgave. De holder ulovlige varer ude af landet og sikrer en smidig handel, så vareforsyningen til borgere og virksomheder kan opretholdes. Derfor har deres sundhed vores første prioritet, siger hun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.