Leder

Danmarks rigeste mand på nordjysk rov - man forstår ham godt

To nordjyske virksomheder turde drømme stort og tro på egne evner. Det burde andre lære af

Peter Munk Simonsen, erhvervsredaktør. Foto: Torben Hansen.

Peter Munk Simonsen, erhvervsredaktør. Foto: Torben Hansen.

Han beskrives som en dygtig købmand og er bedst kendt som Danmarks rigeste mand med en formue på over 70 milliarder kroner. Og nu er han for alvor begyndt at rumstere i det nordjyske.

Vi taler om Anders Holch Povlsen, manden bag modeimperiet Bestseller og medejer af så mange virksomheder, at det efterhånden er svært at følge med. Det nye er, at Anders Holch Povlsen for alvor har kastet sin kærlighed på Nordjylland.

Tidligere på året overtog han 25 procent af selskabet bag Coolshop og sendte dermed en ordentlig pose penge i retning af de tre hidtidige ejere. Nu har han gentaget manøvren og er, sammen med blandt andre Jacob Risgaard, blevet ny storinvestor i børnetøjsvirksomheden Luksusbaby.

Endnu en nordjysk knappenål i hus.

At få Danmarks rigeste mand i ejerkredsen er på ingen måde uvæsentligt, hvis man er erhvervsdrivende med store ambitioner. Erfaringen viser, at Anders Holch kan hjælpe virksomheder til at vokse i en grad, som de fleste iværksættere drømmer om.

Og at Bestseller-milliardæren nu satser på Coolshop og Luksusbaby, er på ingen måde underligt. Det er en gedigen blåstempling af to dygtige nordjyske virksomheder, som har en del til fælles.

Begge begyndte i ydmyge rammer – henholdsvis forældrenes garage og stifternes dagligstue. Begge har forstået at skabe en forretning med de rigtige varer, hurtig levering og effektiv markedsføring. Begge satser på en kombination af onlinehandel og fysiske butikker. Og begge har store udenlandske ambitioner.

Med Anders Holch om bord er vejen banet for at skabe den slags virksomheder, som ikke måler deres omsætning i millioner, men milliarder. Og hvor mange nye lokale arbejdspladser forhåbentligt følger med.

I en landsdel som Nordjylland – hvor Janteloven lever i bedste velgående, og hvor man helst ikke skal skilte for meget med sin rigdom – falder talen ofte på penge, når virksomhedsejere sælger ud. Og ja, hverken stifterne af Coolshop eller Luksusbaby kommer til at mangle noget. Ej heller deres børn og børnebørn.

Men glem ikke de tusindvis af hårde arbejdstimer, som ligger bag den kontante belønning. Vedholdenheden, dedikationen, sliddet og de mange ofre, som er gjort. Evnerne ud i godt købmandskab – og den lille smule held, som også skal til.

At turde springe ud som iværksætter er ikke en selvfølge i Danmark. De færreste af os tør sætte alt på et bræt i drømmen om at lykkes med noget stort. Og kun et fåtal af dem, som gør, lykkes med det.

Nordjyske Coolshop og Luksusbaby lykkedes. I den grad. De turde drømme stort og tro på egne evner. Den slags har vi brug for mere af – også i Nordjylland.

Nu bliver det spændende at se, hvad de – og Danmarks rigeste mand – kan drive det videre til. Pøj pøj.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden