Danskerne vil købe nytårskrudt for næsten en halv milliard

Lidt færre vil ifølge prognose købe fyrværkeri i år. Til gengæld vil de bruge flere penge, end de plejer.

Nytår <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Nytår Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danskerne forventer at købe krudt og raketter for 450 millioner kroner frem mod nytårsaften.

Det viser en undersøgelse, som organisationen Dansk Erhverv har foretaget blandt 1510 personer.

- Det er nogenlunde samme niveau som sidste år. Men tendensen er, at der er lidt færre, som vil købe fyrværkeri. Til gengæld vil de bruge lidt flere penge på det, siger politisk konsulent Frederik Bergenfelt Friis.

Det er cirka hver fjerde husstand, der har planer om at købe nytårskrudt.

De vil i gennemsnit købe for 160 kroner per husstand.

- Det er især mænd i alderen 40 til 49 år, der er glade for at købe fyrværkeri. Og så kan vi også se, at særligt en landsdel - Vestjylland - køber mere fyrværkeri end andre dele af landet.

- Her køber man i gennemsnit for 250 kroner per husstand, siger Frederik Bergenfelt Friis.

Undersøgelsen er lavet i starten af december, før der blev indført skærpede restriktioner.

Nattelivet er siden lukket ned som følge af stigende smittetal, og restauranter skal lukke klokken 23.

Det er ifølge konsulenten svært at forudse, hvad restriktionerne kommer til at betyde for salget af krudt.

- Der kan være nogle, der køber mere krudt, fordi de ikke skal ud i nattelivet. Omvendt kan det også være, at nogle vælger at købe mindre, fordi de nu ikke skal fejre nytår med så mange.

- Så det kan gå begge veje for salget, vurderer Frederik Bergenfelt Friis.

Man kan købe fyrværkeri i butikkerne fra 15. til 31. december. Det må fyres af i perioden fra 27. december til og med 1. januar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.