Delebilstjeneste: Fortsat et stykke vej til selvkørende biler
Ny Tesla-godkendelse ændrer ikke det store for udlejningsselskabet Green Mobilitys fremtidsplaner.
Selv om Teslas delvist automatiserede køresystem FSD tirsdag fik Færdselsstyrelsens foreløbige godkendelse, så er der fortsat et stykke vej til, at de selvkørende biler indtager Danmarks veje og stræder.
Det vurderer Kasper Gjedsted, der er administrerende direktør for udlejningsselskabet og delebilstjenesten Green Mobility.
- Den teknologi, der er tale om, er ikke det, vi forbinder med selvkørende biler. Den kræver jo stadig, at chaufføren kan gribe ind, når der er behov, siger han.
Hos Green Mobility har man et håb om engang i fremtiden at tilbyde sine kunder en køretur i en fuldt automatiseret bil, som selv klarer køreturen fra A til B.
Kasper Gjedsted vurderer dog, at visionen hverken er kommet tættere på eller længere væk med Tesla-godkendelsen.
- Det er glædeligt, at myndighederne på den måde viser stor villighed til at hjælpe nye teknologier på vej.
- Men det har nu hele tiden været vores opfattelse igennem den dialog, vi har haft med dem, at det var tilfældet, siger han.
Green Mobility præsenterede for et halvt år siden et eksemplar af bilfabrikanten Tensors Robocar, som har nået det næsthøjeste af de seks niveauer af autonomi, som selvkørende biler inddeles efter.
Det danske selskab har sikret sig en købsret på 2000 eksemplarer, som træder i kraft, når Tensor får grønt lys fra de danske myndigheder og EU.
- Om det i sidste ende bliver en Tensor, eller om en anden producent kommer dem i forkøbet, må tiden vise.
- Men vi er klar, når godkendelserne er på plads, siger Kasper Gjedsted.
Green Mobility peger selv på flere fordele ved selvkørende, elektriske delebiler.
Blandt andet giver de mindre trængsel på vejene, de forurener mindre, og så gør de transport mere tilgængelig for seniorer og personer med handicap.
De reducerer også behovet for parkeringspladser, og sikkerheden bliver bedre, når menneskelige fejl som en konsekvens af træthed eller distraktioner kan undgås.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.