Coronavirus

Direktør for nordjysk erhvervsliv om corona-restriktioner: Det skræmmer og giver utryghed

- Virksomhederne kæmper som vilde og blodige, siger Kurt Bennetsen

Kurt Bennetsen er træt af, at forholdene for det nordjyske erhvevsliv igen besværliggøres. Arkivfoto: Torben Hansen

Kurt Bennetsen er træt af, at forholdene for det nordjyske erhvevsliv igen besværliggøres. Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Der var mildt sagt ikke begejstring hos Kurt Bennetsen, da han hørte statsminister Mette Frederiksen nye corona-restriktioner.

- Det skræmmer og giver utryghed, at man nu igen laver en opstramning af retningslinjerne. Nervøsiteten blandt borgerne sætter sit aftryk på aktiviteten hos virksomhederne, for folk tør måske ikke at gå ud – og bliver i det hele taget lidt forskræmte, siger han.

Kurt Bennetsen er direktør for Erhverv Norddanmark, den Aalborg-baserede erhvervsorganisation, der er med sine mere end 650 medlemsvirksomheder er landets største og ældste af sin art.

- Jeg kan jo godt forstå, at man (regeringen, red.) reagerer. Vi har grundlæggende den tilgang, at så efterlever vi det - og det samme gælder også retningslinjerne fra læger og sundhedsmyndighederne. Når der kommer retningslinjer så tilpasser vi, men det er nogle gange rigtigt vanskeligt at drive virksomhed under de forhold.

- Selvfølgelig er der stadigvæk ting, der sagtens kan afvikles, når bare man overholder spillereglerne. Og jeg mener også, at vi som erhvervsliv har et ansvar for at holde hjulene i gang, siger Kurt Bennetsen.

Hvordan virksomhederne i Nordjylland kommer til at reagere bliver meget individuelt - men der kommer til at ske tilpasninger, ligesom der også gjorde under nedlukningen i foråret, er vurderingen.

- Vi har jo egentlig allerede hørt om en del, der har reageret med hjemsendelser og holdopdeling i produktionen på arbejdspladser for at undgå at man bliver ramt af smittetilfælde. Virksomhederne kæmper som vilde og blodige for at overholde retningslinjer og for at holde hjulene i gang - og så giver det selvfølgelig driftsforstyrrelser, når der kommer én med corona-symptomer, hvorefter man må hjemsende produktionshold.

- Det er selvfølgelig klart, at eksempelvis restaurationerne bliver meget påvirkede af det her, men hvilke virksomheder tror du derudover, at de seneste tiltag kommer til at gå hårdest ud over?

- Det er svært at sige, for det er meget forskelligt, hvordan man reagerer fra sted til sted. Men jeg tror, at man - hvis man ellers har ordrer i bogen - finder løsninger for, hvordan man kan holde gang i sin virksomhed, fastslår Kurt Bennetsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.