Direktør stoppede: Nu har hongkongesisk kapitalfond købt aktiemajoritet i Mejerigaarden
I slut-2023 trådte direktøren tilbage - nu er der nyt om ejerskabet af mejeriet, som sidste år kunne fejre 90 års fødselsdag
Opdateret kl. 13:33
I november 2023 fratrådte Claus Dahlmann Larsen sin stilling i Mejerigaarden A/S efter fire år i virksomheden, først som CCO og fra 2022 som administrerende direktør. På samme tidspunkt valgte virksomhedens CFO Henrik Lindved også at træde tilbage, og i stedet skulle Torben Meng, nuværende leder af Fråst (tidl. Hjem-Is), og CEO for Food Union i Europa, Arturs Cirjevskis, dele ledelsesopgaven mellem sig.
Nu er der nyt om ejerskabet af det 90 år gamle ismejeri med base i Thisted.
Den hongkongesiske kapitalfond PAG Private Equity har nemlig indgået aftale om at overtage majoriteten af aktierne i Food Union Europe, en ledende leverandør af is og frosne snacks til forbrugere i seks europæiske lande, herunder Mejerigaarden, kendt for Premier Is og Fråst.
Det oplyser kapitalfonden i en pressemeddelelse.
Handlen afhænger af myndighedernes godkendelse og involverer opkøb af aktier fra grundlæggeren og andre private investorer. PAG Private Equity afviser at oplyse yderligere økonomiske detaljer i den forbindelse.
- PAG Private Equity har været en aktiv investor i Food Union Europe siden februar 2017, og vi har en stærk tro på virksomhedens solide markedsposition på tværs af dets kernemarkeder i Letland, Estland, Litauen, Danmark, Norge og Rumænien. Vi ser frem til at arbejde sammen med den nuværende ledelse om at understøtte Food Unions fortsatte vækst og ekspansion, især i Danmark, siger Lincoln Pan, Partner og Co-Head of Private Equity hos PAG.
PAG er allerede aktionær og bestyrelsesmedlem i Food Union Europe-selskaberne. Efter transaktionen og myndighedsgodkendelsen, som forventes at ske i løbet af første kvartal, vil PAG overtage den fulde operationelle kontrol over mejeri- og isproduktionen samt distributionsvirksomhederne i Europa.
Disse aktiviteter inkluderer mærker i Letland (Rīgas piena kombināts, Valmieras piens og Premia FFL), Estland (Premia TKH), Litauen (Premia KPC), Danmark (Premier Is, Hjem-IS og Fråst), Norge (Isbjorn Is og Den Norske Isbilen) og Rumænien (Alpin57Lux).
Arturs Cirjevskis, CEO for Food Union Group i Europa, vil sammen med de øvrige ledere i koncernens selskaber fortsætte med at lede Food Union Europe, ligesom koncernen vil fortsætte under sit nuværende virksomhedsnavn og struktur.
- Med igangværende og kommende investeringer i produktionsteknologier, automatisering og operationel ekspertise generelt, forventer vi yderligere styrkelse på hjemmemarkederne og eksporten i de kommende år, siger Arturs Cirjevskis, CEO for Food Union Group i Europa.
PAG Private Equity er en aktiv investor i fødevareindustrien, især inden for frosne fødevarer. De seneste opkøb omfatter to førende australske virksomheder inden for fødevare- og forbrugersektoren – Patties, en velkendt leverandør af salte snacks, forretter, komplette måltider og desserter, og Vesco, der producerer frosne fødevarer af høj kvalitet i Australien og New Zealand.
Disse opkøb føjer sig til den eksisterende PAG-portefølje, som også omfatter detailfranchiser (Craveable Brands), kyllingeforarbejdnings- og produktionsvirksomheder (The Cordina Group og Shandong Fengxiang Co. Ltd.) og mælkeproducenter (Youran Dairy).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.