Leder

En bolle til 55 kroner burde forbydes

Debatten om de negative renter raser. Lad os tage den på et oplyst grundlag

Peter Simonsen, erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus.

Peter Simonsen, erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus.

- Det skal stoppe nu. Grænsen er nået. Det bliver simpelthen for grådigt.

Erhvervsminister Simon Kollerup skrev med store bogstaver på Facebook, da han for en god måned siden gik til angreb på bankernes negative renter. Tålmodigheden var sluppet op, og ministeren ville have sat en stopper for, hvor små indeståender danskerne skal betale negativ rente af.

Spørgsmålet er nu, hvad ministeren helt konkret vil gøre. Hvad er modtrækket, hvis bankerne igen sænker grænsen for, hvornår man skal betale renter af sin surt tjente opsparing?

Da ministeren – efter flere ugers gemmeleg for kritiske spørgsmål – endelig stod frem, lød meldingen, at han følger udviklingen nøje og i øvrigt vil have undersøgt konkurrencen mellem bankerne.

Den del er for så vidt fin nok. Bankerne har indtjening i milliardklassen, og mere og bedre konkurrence til gavn for kunderne vil være sundt. Men i den ophedede debat om de negative renter er det vigtigt at forstå, hvorfor de overhovedet eksisterer.

Hvorfor skal hr. og fru Jensen betale 1.200 kroner om året for at have 300.000 kroner stående på en almindelig bankkonto?

Den nemme forklaring er at gøre som ministeren og stemple bankerne som grådige. Den slags rammer lige i vælgerbasens hjertekule, og den rummer muligvis en snert af sandhed. Men kun en snert.

Bankerne er private virksomheder, der må sætte deres priser, som de vil. Og når de opkræver minusrenter, er det mest af alt, fordi de selv skal betale negative renter på de penge, de har stående i Nationalbanken.

Det hænger sammen med Danmarks fastkurspolitik. Vi har negative renter, fordi vi politisk for næsten 40 år siden besluttede os for at binde kronen til vesttyske D-mark og siden til euroen.

Det er den reelle forklaring.

Om man er for eller imod, at bankerne sender regningen videre til kunderne, er en smagssag. De burde nok have råd til at lade være. Men diskussionen om negative renter bør i det mindste foregå på et oplyst grundlag – ikke halve sandheder.

At regeringen vil blande sig i prisfastsættelsen på et frit marked, rejser desuden et interessant tankeeksperiment. Man kunne jo fristes til at lege med tanken om ikke at stoppe ved banksektoren.

Hvorfor skal Novo Nordisk, der sidste år tjente 42 milliarder kroner, ikke sænke sine priser på medicin? Bør dagligvarekæderne, som under corona har kronede dage, dumpe priserne på oksemørbrad og økologiske grøntsager?

Og er det rimeligt, at en bager i København solgte fastelavnsboller til 55 kroner stykket?

Længe leve det frie marked.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden