Det grænseløse arbejde er på ingen måde nyt. Der er længe blevet forsket i, hvad det betyder for vores trivsel, og de, der arbejder med deres passionerede interesser, har længe udført det grænseløse arbejde.

Men på nutidens arbejdsmarked er flere ramt af det grænseløse arbejde. For det første fordi der er kommet flere vidensarbejdere til, men også fordi vi i højere grad udfører hybridarbejde.

Og netop derfor er det vigtigt, vi sætter et større fokus på, hvordan medarbejdere trives i det grænseløse arbejde.

Det mener Hanne V. Moltke, som er partner og organisationskonsulent i konsulentvirksomheden New Stories, underviser og proceskonsulent.

”Det er ikke sikkert, at vi helt ved, hvad der er arbejde, og hvad der er fritid. Og derfor kan man jo godt komme til at invadere kollegaens rum, hvis man ikke vidste, at kollegaen holdt fri. Man ser ikke kollegaen, fordi man enten selv eller kollegaen sidder derhjemme.”

”Og netop fordi vi er mere adskilt i tid og sted på langt de fleste arbejdspladser, er det blevet mere nødvendigt at forventningsafstemme om nogle forskellige elementer og finde en god måde at klare forskelligheder på,” siger hun.

Er du en adskiller eller en sammenblander?

Forskning viser, at det er forskelligt, hvornår vi finder det grænseløse arbejde stressende. Det afhænger nemlig af, om vi er sammenblandere eller adskillere.

”For adskillerne handler det om at vide på forhånd, hvornår har man tid til sig selv og til sin familie og til at gøre det, som ikke handler om arbejdet.”

”For sammenblanderen handler det om, at der ikke er nogen andre, der skal bestemme, hvornår må man løse sine opgaver. Det giver altså mest mening for sammenblanderen at løse opgaverne, når det passer en bedst,” forklarer Hanne V. Moltke.

Ny undersøgelse viser omfanget af det grænseløse arbejde

I en ny undersøgelse foretaget af fagforeningen Djøf bliver deres medlemmer spurgt ind til, i hvilken grad der på deres arbejdsplads er en forventning om, at man står til rådighed uden for normal arbejdstid.

Her svarer 5 procent i meget høj grad, 10 procent svarer i høj grad, mens 23 procent svarer i nogen grad.

Samtidig svarer 22 procent, at de er meget enige eller enige i, at de har svært ved at sætte grænser for, hvornår de er på arbejde, og hvornår de holder fri.

Slutteligt svarer 76 procent, at der ikke er klare retningslinjer for, hvornår det forventes, at man står til rådighed uden for normal arbejdstid.

Forestil dig, at kollega A skal arbejde sammen med kollega B.

Kollega A trives fint med at sammenblande arbejde og fritid, når arbejdet er virkelig meningsfuldt. Derfor tænker kollega A, at han godt kan udskyde en opgave til lørdag aften, fordi deadline ligger mandag formiddag.

Kollega A er dog afhængig af feedback fra kollega B. Derfor sender han kollega B en mail lørdag aften, hvor han skriver, at han gerne vil have feedback på sin opgave.

Men kollega B arbejder ikke i sin weekend. Hun har brug for klare grænser mellem, hvornår hun er på arbejde, og hvornår hun holder fri. Samtidig havde hun også allerede planlagt en familietur i weekenden.

Derfor ender de to kollegaer i konflikt om mandagen. For kollega A nåede ikke sin deadline. Og kollega B følte, at mailen invaderede hendes private tid og rum, familieliv og planlægning.

”Adskilleren vil altså helst kunne planlægge sin tid og arbejde på bestemte tidspunkter, mens sammenblanderen hellere vil udføre opgaver, når det passer, fremfor at planlægge ned i de mindste detaljer,” forklarer Hanne V. Moltke og uddyber:

”Man kan komme til at presse hinanden, hvis man ikke interesserer sig for, hvordan den anden har det og helst vil have det.”

Forskning viser, at både adskillerens og sammenblanderens præference går på tværs af alder, og om du har børn. Der er så at sige ingen karakteristika i forhold til livsalder, der følger med:

”Vores type er en stærk iboende præference i os, og derfor er det jo til fordel for arbejdspladsen, hvis alle får lov til at arbejde i det bedste tempo eller de bedste intervaller for dem,” siger Hanne V. Moltke og tilføjer, at det også er vigtigt at pointere, at den ene type ikke er bedre end den anden.