Erhverv

Flot pris er uddelt: Nordjyllands mest succesfulde virksomhed er fundet

Spar Nord og BDO står bag prisen, der går til virksomhed i Brønderslev

Brønderslev-virksomheden Intech, som leverer skræddersyede produktionsløsninger til fødevareindustrien, løb med prisen som årets Succesvirksomhed i Region Nordjylland. Foto: Intech

Brønderslev-virksomheden Intech, som leverer skræddersyede produktionsløsninger til fødevareindustrien, løb med prisen som årets Succesvirksomhed i Region Nordjylland. Foto: Intech

NORDJYLLAND:Vinderen af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2019 i Region Nordjylland blev Brønderslev-virksomheden Intech. Det blev offentliggjort torsdag i Musikkens Hus. Udover en samlet vinder blev der også uddelt særpriser inden for digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed. Det er Spar Nord og BDO, der står bag prisen, og en jury har fundet vinderen blandt i alt 200 succesvirksomheder i regionen.

Intech leverer skræddersyede produktionsløsninger til fødevareindustrien.

Udvælgelsen af de 200 succesvirksomheder er sket via et pointsystem, hvor alle virksomheder har fået tildelt mellem 0 og 20,5 point. Her har de nordjyske succesvirksomheder opnået et pointgennemsnit på godt 16,2 point.

Succesvirksomhed 2019

Spar Nord og BDO har udviklet en ny metode til at identificere landets mest succesfulde virksomheder. Samtlige danske virksomhedsregnskaber de seneste fem år er blevet gennemgået, og alle virksomheder har fået mellem 0 og 20,5 point. Her skiller 200 virksomheder pr. region sig ud målt på følgende parametre:

Kontinuerlig vækst i resultat før skat for de seneste fem år: Kan resultere imellem 0 og 5,5 point.

Sundhed i seneste regnskabsår: Soliditetsgrad i procent: Kan resultere imellem 1 og 3 point.

Kontinuerlig vækst i egenkapital: Konsolidering, der tillader investering: Kan resultere imellem 1 og 6 point.

Forrentning af egenkapital: Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag: Kan resultere imellem 1 og 6 point.

Ikke-finansielle holdingselskaber, ejendomsselskaber, fonde samt virksomheder med over 1.000 ansatte er ikke medtaget i analysen.

- Derudover har succesvirksomhederne en stor egenkapital, hvilket vidner om, at regionen har et bundsolidt erhvervsliv, lyder fra direktør hos Spar Nord Aalborg Chris Kjeldsteen i en pressemeddelelese:

- Ifølge vores analyser har de 200 succesvirksomheder i Region Nordjylland haft en samlet indtjening på godt 1,7 milliarder kroner i det seneste regnskabsår. Det svarer til en indtjeningsvækst på 22 procent, når vi sammenligner med året før. De gode resultater har også smittet af på egenkapitalen, som er vokset til hele 4,1 milliarder kroner, blandt succesvirksomhederne. Hvis man ser bort fra Region Hovedstaden, har de nordjyske succesvirksomheder således en markant højere egenkapital end succesvirksomhederne i de øvrige dele af landet, siger han og suppleres af chefkonsulent Henning Boye Hansen fra BDO:

- Den største andel af succesvirksomhederne finder man inden for fremstillingssektoren, mens bygge- og anlægsvirksomhederne også er godt repræsenteret. Heraf er størstedelen koncentreret i Aalborg efterfulgt af Hobro og Hjørring. Intech, som er årets vinder og ligger i Brønderslev, er derfor et godt eksempel på, at man i Nordjylland sagtens kan drive virksomhed med succes – både i og uden for regionens største byer. På den måde skabes der vækst og jobs på tværs af hele regionen.

De tre særpriser gik til de succesvirksomheder på tværs af regionen, som har udmærket sig positivt inden for henholdsvis digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed. Her blev Nørresundby-virksomheden Foamico, der udvikler og producerer højteknologiske rengøringsløsninger til fødevareindustrien, kåret som regionens digitale frontløber.

Skibselektronikfirmaet SeaMech, der har afdelinger i Skagen og Hirtshals, fik tildelt prisen i kategorien jobskabelse, mens Vrå-virksomheden Ventisol, som producerer plastvinduer og -døre, løb med prisen for den mest bæredygtige virksomhed blandt de 200 succesvirksomheder i Region Nordjylland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst