Forsker forventer mæglingsforslag og OK-aftale tirsdag

Forligsmanden vil tirsdag fremlægge et mæglingsforslag, hvilket vil resultere i en aftale, vurderer forsker.

Det er forligsmand Mette Christensen sidste mulighed for at få en aftale i hus, når parterne mødes tirsdag formiddag. Forsker vurderer, at hun vil fremlægge et mæglingsforslag for at lægge maksimalt pres på parterne. Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
Overenskomst 16. april 2018 22:47 - Opdateret 17. april 2018 07:53

INDLAND: Overenskomstforhandlingerne er gået ind i absolut sidste time. Derfor skal forligsmand Mette Christensen lægge maksimalt pres på parterne, når de mødes tirsdag formiddag.

Det gør hun bedst ved at fremlægge et mæglingsforslag, vurderer professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

- Jeg forventer, at forligsmanden fremlægger et mæglingsforslag tirsdag. Hvis hun skal nå noget inden lukketid, så skal hun prøve, om det kan gå igennem.

- Hun skal lægge maksimalt pres på parterne, for det er ikke nemt at sige nej til et mæglingsforslag. Det er et kæmpestort ansvar, siger Flemming Ibsen.

Han tror, at parterne er tæt på hinanden, hvad lønrammen angår. Derfor er spørgsmålet, hvor meget den betalte spisepause og lærernes arbejdstid skal fylde, når en storkonflikt er særdeles tæt på.

- Fagbevægelsen skal vurdere, om de får mest ud af en storkonflikt med et efterfølgende indgreb, eller om mæglingsforslaget er den bedste løsning.

- Hvis lønnen er hjemme, så er der et ekstremt pres på de andre områder, hvor de kan blive nødt til at rykke sig, siger Flemming Ibsen.

Parterne på både det statslige, det kommunale og det regionale område er indkaldt til forhandlinger tirsdag klokken 10 i Forligsinstitutionen.

/ritzau/

Tema: STREJKE

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...