Frederikshavner-firma har kæmpet hårdt - men spinkelt overskud giver glæde

Dafolo har været hårdt ramt af corona-nedlukningerne

Dafolos leveregler, blandt andet "Vær åben", "Involver hinanden" og "Gør det rigtigt", har været medvirkende til, at medarbejderne har løftet i flok og været med til at sikre virksomheden et positivt årsregnskab. Foto: Dafolo A/S

Dafolos leveregler, blandt andet "Vær åben", "Involver hinanden" og "Gør det rigtigt", har været medvirkende til, at medarbejderne har løftet i flok og været med til at sikre virksomheden et positivt årsregnskab. Foto: Dafolo A/S

FREDERIKSHAVN:Covid-19 har givet mange virksomheder udfordringer. Og heller ikke Dafolo A/S i Frederikshavn er gået fri.

Med regeringens nedlukning af Danmark, herunder skoler og daginstitutioner, blev en væsentlig del af Dafolos forretning nemlig sat på pause i forårsmånederne. Således blev omsætningen af især konference- og konsulentydelser påvirket negativt, ligesom det forventede salg af bøger om pædagogisk udvikling og læring udeblev. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet.

Kun et overskud på 40.000 kroner er blevet resultatet af årets anstrengelser.

Spinkelt overskud i svær tid

Kilde: Cvr

Trods udfordringerne mener adm. direktør Henrik Brandt, at der er grund til at glæde sig - medarbejdernes indsats har nemlig bidraget til plusset på bundlinjen:

- Heldigvis har vi i Dafolo oplevet en enorm velvilje og omstillingsparathed hos vores medarbejdere. Der er blevet løftet i flok, og alle medarbejdere har bidraget til, at vi er kommet godt i mål på trods af corona-pandemien, siger han i pressemeddelelsen, der beskriver årsresultatet som ”tilfredsstillende”.

Her hedder det videre: ”Med covid-19 som en udefrakommende game-changer lykkedes således en samlet ledelse med stor hjælp fra alle medarbejdere i Dafolo og dets datterselskab at optimere forretningen i forhold til den givne situation uden opsigelse af medarbejdere. Bevarelse af arbejdspladser har stået højt på dagsordenen for Henrik Brandt”.

- Dafolos kultur er præget af stort engagement og sammenhold. Når vores forretning fra den ene dag til den anden rammes af uforudsete udfordringer, er medarbejdernes vilje til at yde en ekstra indsats utrolig meget værd.

Den nye normal, der i dag præger samfundet herunder Dafolos kunder i kommuner og private erhverv, stiller løbende nye krav om forandring og fleksibilitet. Senest i forbindelse med nedlukningen af syv nordjyske kommuner herunder Frederikshavn Kommune, hvor virksomheden har hovedkontor og lager.

I forbindelse med forårets første nedlukning etablerede Dafolo hybrid-arbejdspladser for medarbejdere, der har mulighed for at arbejde hjemmefra. For medarbejdere i virksomhedens logistikafdeling er der indarbejdet rutiner, der tager højde for at minimere risikoen for smitte. Om kort tid lanceres desuden en helt ny webshop, der skal gøre det nemmere for kunderne at købe Dafolo Forlags produkter.

Henrik Brandt er derfor fuld af fortrøstning i forhold til at fastholde aktivitetsniveauet i den kommende måned, hvor julehandelen historisk set giver stor travlhed med forsendelse af bøger for de mange forlag, der anvender Dafolos ekspedition.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.