Grænsekontrol kan blive lammet af mulig storkonflikt

Hovedbestyrelsen i Politiforbundet har besluttet, at 99 politikadetter skal udtages til konflikt.

Politiforbundet har valgt at udtage 99 politikadetter til den verserende konflikt mellem parterne på arbejdsmarkedet, oplyser Claus Oxfeldt. Foto: Scanpix/Sophia Juliane Lydolph
Overenskomst 14. marts 2018 09:44 - Opdateret 14. marts 2018 14:09

Politiforbundet har valgt at udtage 99 politikadetter til den verserende konflikt mellem parterne på arbejdsmarkedet.

Det kan i sidste ende få betydning for grænsekontrollen.

Det oplyser Politiforbundet

- Vi gør det her, fordi vi ikke ser andre muligheder, siger formand Claus Oxfeldt.

- Vi har forsøgt at køre en anstændig konflikt, men vi føler, at det er nødvendigt med det her skridt mod en arbejdsgiver, der har taget hele befolkningen som gidsel.

Han fortæller, at det kommer til at ramme grænsekontrollen mærkbart, hvis politikadetterne forsvinder fra grænserne.

Direkte adspurgt om, hvad det kommer til at betyde for sikkerheden, svarer Oxfeldt:

- Det betyder forhåbentligt ingenting. Grænsekontrol er en midlertidig foranstaltning.

- Vi har jo stadigvæk en Schengen-kontrol, og der er kontrol ved de ydre grænser. Ved vores grænse er der jo stadig militær, men der vil altså ikke være politikadetter.

Innovationsminister Sophie Løhde (V), der er statens chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne på det statslige område, siger, at de danske grænser også vil være bevogtede, hvis der bliver en konflikt.

- Jeg har sagt meget klart, at vi på arbejdsgiversiden er indstillede på at give medarbejderne i staten en lønstigning, og at vi ikke ønsker en konflikt. Derfor håber jeg heller ikke, at en strejke bliver aktuel, siger hun i skriftlig kommentar.

- Vi ønsker fortsat at indgå en overenskomstaftale, som begge parter kan se sig selv i.

21 ud af de 99 politikadetter er studerende. De øvrige omfattede politikadetter arbejder ved grænsen i Rødby og i Sønderjylland og med bevogtningsopgaver i København.

Forhandlingerne om de offentlige overenskomster brød sammen i slutningen af februar og ligger nu i Forligsinstitutionen. Opnås der ikke et forlig her, vil de offentligt ansatte indlede strejker 4. april.

Regeringen kan vælge at stoppe en konflikt med et lovindgreb, som det skete efter 25 dages lockout af lærerne tilbage i 2013.

En lockout er arbejdspladsernes modsvar til en strejke. Ved en lockout bliver arbejdstagerne udelukket fra arbejdet uden løn.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...