Leder

Har politikerne glemt et vigtigt løfte til erhvervslivet?

Enkelte brancher mærker i den grad coronasmitten. De har brug for hjælp

Peter Munk Simonsen, erhvervsredaktør.

Peter Munk Simonsen, erhvervsredaktør.

Mens nordjyderne har travlt med at shoppe julegaver i endnu et inferno af black week-tilbud, er der væsentligt mindre fart over feltet hos en række af landsdelens restauratører.

Den stigende coronasmitte har fået en lang række virksomheder og privatpersoner til at aflyse julefrokoster og andre arrangementer. Det kan mærkes hos en branche, som i forvejen kæmper for at komme på fode igen efter snart to år i coronaens tegn.

Situationen rammer alt fra restauranter til hoteller, cateringfirmaer og ølleverandører. De må igen holde økonomisk for, når smitten er i fremmarch. Men denne gang er det særligt problematisk.

Flere af de tidligere kompensationspakker, som holdt hånden under virksomhederne, er nemlig stoppet. Så imens vi dagligt bruger millioner og atter millioner kroner på at coronateste danskerne, må specifikke brancher i erhvervslivet igen stramme livremmen ind, sende medarbejdere hjem og håbe på det bedste.

Det er ikke rimeligt.

Selvom ingen restriktioner påbyder danskerne at aflyse julefrokoster og andre sociale arrangementer, må politikerne på Christiansborg anerkende, at enkelte brancher igen for alvor mærker coronasmitten. Vel at mærke brancher, som allerede har grimme corona-ar fra tidligere – og som i lang tid fremover skal betale af på gælden derfra.

De brancher har brug for hjælp. Og de skal have hjælp.

I denne ekstraordinære situation bør de kompensationspakker, der er udløbet, genåbnes i en vis form. Kravet til, hvor meget omsætning man mindst skal miste for at kunne få hjælp til faste omkostninger (45 procent) bør sænkes.

Som samfund kan vi ikke lukke øjnene og undskylde os med, at det jo ikke er regeringen, der sætter en stopper for festlighederne med nissehuer og juleøl. Nej, der er intet forsamlingsforbud. Nej, der er ingen andre politisk bestemte restriktioner, som tvinger folk til at aflyse julefrokoster og sociale komsammener.

Lige nu er det danskerne, der tager sagen i egen hånd og selv pålægger sig disse restriktioner. Det faktum kan restauranterne og cateringfirmaerne bare ikke bruge til særligt meget. Faktisk intet. De må se vigtig omsætning forsvinde på et afgørende tidspunkt af året.

Konsekvensen kan blive, at nogle af dem må dreje nøglen om, som vinteren skrider frem. Eller til foråret, når udskudte regninger – heriblandt momslån – skal betales.

At coronasmitten igen raser for fulde drøn, kan i øvrigt også mærkes andre steder i erhvervslivet. Over halvdelen af landets frisører oplever lige nu flere aflysninger og færre bestillinger af frisørtider end normalt, viser en ny analyse fra SMVdanmark.

Kære politikere, det er nu, at I skal leve op til jeres løfte om at holde hånden under erhvervslivet. Nogle virksomheder har fortsat brug for det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.