Erhverv

Henrik sætter sig i direktørstolen hos nordjysk millionvirksomhed: Sådan vil han udfordre branchen

Henrik Mielke har overtaget direktørstolen i Scandi Byg, hvor han skal stå i spidsen for en omfattende turnaround. Han vil være bannerfører for en ny arbejdstilgang i byggebranchen, der i de kommende år rammes af omfattende krav.

Henrik Mielke (tv.) er ny administrerende direktør for Scandi Byg. Her står han sammen med CEO hos Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk (th.).
Henrik Mielke (tv.) er ny administrerende direktør for Scandi Byg. Her står han sammen med CEO hos Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk (th.). Foto: Scandi Byg

Den nordjyske modulproducent Scandi Byg har fået ny mand i direktørstolen.

Den 1. august tiltrådte Henrik Mielke som ny administrerende direktør.

“Det er en spændende koncern, der skubber til hele branchen i forhold til den grønne omstilling. Det, synes jeg, kunne være interessant at blive en del af,” siger den nye direktør.

Selvom kontoret er nyt, er Scandi Byg dog ikke en fremmed virksomhed for den administrerende direktør.

Scandi Byg var tidligere ejet af MT Højgaard-koncernen, hvor Henrik Mielke var direktør.

I 2023 var han med i de indledende forhandlinger, da MT Højgaard solgte den nordjyske modulvirksomhed til Nordic Wood Industries A/S.

Om Henrik Mielke

Henrik Mielke har været i branchen i mere end 43 år.

I syv år var han administrerende direktør i Enemærke og Petersen A/S, mens han fra 2022-2023 var direktør i MT Højgaard Holding.

Desuden er han bestyrelsesleder i DI Byggeri.

Til daglig bor han i Hvalsø på Sjælland, men planen er, at han kommer til at være tre dage på Scandi Bygs kontorer i Løgstør.

Både før og efter salget har han været med i bestyrelsen for Scandi Byg.

Scandi Byg er i gang med en større turnaround efter tidligere års markante underskud, der så værst ud i 2022, hvor virksomheden havde et underskud før skat på 90,9 millioner kroner.

Den turnaround skal Henrik Mielke nu stå i spidsen for.

“Jeg har en stærk ambition om, at Scandi Byg skal være en stærk og innovativ samarbejdspartner, der går forrest i den grønne omstilling.”

Det er endnu for tidligt for Henrik Mielke at sætte konkrete målsætninger for virksomheden, der i de kommende måneder skal i gang med en strategiproces.

Opråb til branchen

Den nye administrerende direktør for Scandi Byg vil gerne være bannerfører for en ny arbejdstilgang inden for byggeri.

Der er for mange konflikter i branchen, mener Henrik Mielke.

Derfor kommer han med et opråb til den branche, han har været en del af i over 40 år.

Om Scandi Byg

Scandi Byg blev stiftet i 1982 og leverer, producerer og udvikler modulbyggeri.

Løgstør-virksomheden er dansk markedsleder inden for industrielt fremstillet byggeri og fungerer både som totalentreprenør, hovedentreprenør og underentreprenør.

Efter flere år med fremgang havde Scandi Byg et underskud på 89,9 millioner kroner i 2022. 

I 2023 solgte MT-Højgaard-koncernen virksomheden til Nordic Wood Industries A/S, der overtog aktiviteterne 31. december 2023.

Scandi Byg A/S har 223 ansatte.

Kilde: CVR

”Vi skal være tættere på hinanden, lytte til hinandens behov og skabe mulighederne sammen” siger han.

“Bygherrer, entreprenører og producenter skal sætte sig sammen tidligere i processen, så vi sammen kan sætte projektet i centrum og finde de bedste løsninger.”

Han er fortaler for en “interessebaseret samarbejdskultur”, hvor parterne arbejder sammen tidligt i processen, og hvor “tillid” og “fælles interesser” er nogle af nøgleordene.

Det er en forudsætning for den grønne omstilling, som byggebranchen skal gennemgå, mener han.

“Når vi har fokus på projektet, tror jeg på, at der kommer færre fejl, og det bliver både billigere og grønnere, fordi vores ekspertise kommer i spil tidligere,” siger han.

Henrik Mielke afløser Torben Bloch Nielsen, der de seneste to år har været konstitueret administrerende direktør i Scandi Byg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden