Det kan være hårdt at tage den svære snak med alvorligt syge patienter eller med pårørende, der skal tage svære beslutninger. Ansatte i sundhedsvæsenet er blandt de arbejdstagere, der oftest oplever høje følelsesmæssige krav i deres arbejde.

Oplevelsen af at skulle forholde sig til andres problemer på arbejdet kan have betydning for, hvor ofte især yngre kvinder melder sig syge. Det viser resultater fra et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

I studiet har forskere undersøgt sammenhænge mellem en række psykosociale arbejdsmiljøfaktorer og sygefravær blandt flere end 300.000 unge i alderen 15 til 30 år.

Unge kvindelige medarbejdere i stillinger med høje følelsesmæssige krav har ifølge undersøgelsen 1,44 gange flere sygefraværsperioder sammenlignet med dem, der er ansat i stillinger med lave følelsesmæssige krav.

Det betyder altså, at der for hvert 100 tilfælde af sygefravær blandt unge kvinder i jobs med lave følelsesmæssige krav forventes 144 tilfælde af sygefravær blandt unge kvinder i jobs med høje følelsesmæssige krav.

Det kan være medarbejdere, der ofte bliver følelsesmæssigt berørt af deres arbejde eller ofte skal tage stilling til for eksempel patienter, klienter og elevers problemer i løbet af arbejdsdagen.

Et allerede kendt problem

Undersøgelsen vidner om et problem, som psykoterapeut og forfatter Louise Vælds længe har set i omsorgssektoren, hvor hun ofte bliver hentet ind til at arbejde med medarbejdertrivsel.

Allerede tilbage i januar udgav hun bogen ”Aldrig mere omsorgstræt – undgå at blive slidt op med Kollegaløft-metoden,” som taler ind i en løsning på netop dét problem.

Hun oplever nemlig selv, at medarbejdere i omsorgssektoren ofte er dedikerede og engagerede, men også ofte slidte, emotionelt drænede eller langtidssyge.

Det skyldes ofte, at jobbet i sig selv er krævende i forhold til opgavemængde, ressourcemangel og tidspres. Men også slidsomt, fordi medarbejderne og lederne oveni de almindelige opgaver skal håndtere mange afbrydelser, følelsesmæssigt pres og akutte situationer, mener hun.

Medarbejdere i omsorgssektoren skal nemlig ofte yde det, man kalder ”emotional labour”.

”Emotional labour indebærer at skulle være professionel ved at ”parkere” egne behov og følelser for at rumme og håndtere andres følelser og følelsesudtryk. Ikke bare fra borgeren, men eksempelvis også fra pårørende.

Denne følelsesmæssige opgave giver altså en dobbelt opgave, som medarbejderen skal løfte og håndtere, ud over de konkrete opgaver, der står i stillingsbeskrivelsen,” fortæller hun.

Louise Vælds forklarer, at der i stillinger, hvor arbejdsopgaverne indebærer emotional labour, er endnu mere brug for en tryg og kollegaløftende arbejdskultur – en arbejdskultur, hvor man får energi, som man kan bruge i sit arbejde, frem for en oplevelse af, at samarbejdet er drænende, tonen fjendtlig eller trygheden fraværende.

De arbejdskulturer eksisterer allerede på nogle arbejdspladser. Dog ikke struktureret nok, mener Louise Vælds.

”Det sker ofte på en usystematisk og ineffektiv måde. Der er ofte en overset og ikke prioriteret opgave i det at hjælpe hinanden med at rumme det svære på måder, der er tryg og aflastende for medarbejderne.

Når der er hændelser, der skaber ængstelse, uro og ubalance i en medarbejder, er det vigtigt, at man sørger for, at der altid er mulighed for at lette sit hjerte og skille sig af med de følelser, man har holdt inde, imens man løste sin opgave,” siger hun og fortsætter:

”De fleste steder har man en rutine, når der er tale om ekstreme hændelser af vold, ulykker, overfald, skader og traumer. Men man prioriterer det desværre sjældent i hverdagen ved de mindre, men dog krævende, chokerende og konfliktfyldte hændelser.”

Derfor har Louise Vælds udviklet en ny og struktureret metode, som skal hjælpe medarbejdere i omsorgssektoren.