Hvordan skaber vi nye forretninger og udvikling i Nordjylland? Her får du 9 highlights fra Vigeur Business Lounge
Gik du glip af årets første Vigeur Business Lounge, eller vil du genopleve stemningen? Se med i videoen, og læs highlights fra Mette Bugge og Ann-Louise Aasted.
Der skal mere end en snestorm til at kue erhvervslivet i Nordjylland.
Tirsdag bød vi inden for til årets første Business Lounge i selskab med Aalborgs nye erhvervsdirektør og medstifteren af én af de virksomheder, som stormer frem i regionen.
Nemlig Mette Bugge og Luksusbabys Ann-Louise Aasted, der mødtes på scenen til en snak om nye forretninger og udvikling i Nordjylland.
Oplev stemningen i videoen her, hvor du også kommer med på besøg hos Fokus Folkeoplysning, inden vi krydser gaden til Aalborg Handelsskole.
Highlights fra Mette Bugge, erhvervsdirektør i Aalborg Kommune
Foto: Caroline Bundgaard
Det lyder lidt kliché, men jeg har Aalborg i hjertet. Jeg elsker Aalborg – og alt, jeg har lavet i min fritid, har handlet om at skubbe til Aalborg. Det her job har givet mig mulighed for at skubbe på i et større perspektiv.
Mette Bugge, erhvervsdirektør i Aalborg Kommune
Jeg vil gerne stå op hver morgen og vide, at det bliver en god dag. Så er det lige meget, om man er selvstændig eller ansat hos nogen.
Mette Bugge, erhvervsdirektør i Aalborg Kommune
Det vigtigste i forhold til at starte som erhvervsdirektør, det er samarbejdet med de mennesker, der er i organisationen. At starte indefra er altid det vigtigste.
Mette Bugge, erhvervsdirektør i Aalborg Kommune
Highlights fra Ann Louise Aasted, medstifter af Luksusbaby
Foto: Caroline Bundgaard
Jeg troede, jeg skulle være leder. Men jeg har fundet ud af, at ledelse dræner mig. Jeg er egentlig lidt ligeglad med strategien, men jeg skal nok sørge for at købe varer ind til den.
Ann-Louise Aasted, medstifter af Luksusbaby
Det er ikke så smart at kalde en rød bluse for en rød bluse, for man finder hurtigt ud af, at der kommer flere røde bluser. Men man er nødt til at begå den slags dumme fejl fra starten af.
Ann-Louise Aasted, medstifter af Luksusbaby
Det har aldrig været en drøm, at det skulle være megastort – og det har altså også en charme at være 10 personer. Jeg savner at vide, hvad alle medarbejdernes børn og børnebørn hedder.
Ann-Louise Aasted, medstifter af Luksusbaby
Highlights fra den fælles samtale
Foto: Caroline Bundgaard
Vi skal vænne os til ikke bare at tælle til 37 timer, og vi skal skabe et mere bæredygtigt arbejdsliv. For i længden kommer der ikke til at være lige så mange hænder.
Mette Bugge, erhvervsdirektør i Aalborg Kommune
Det er en blåstempling at være nordjyde, når man søger job i København, fordi vi er så arbejdsomme.
Ann-Louise Aasted, medstifter af Luksusbaby
Jeg kan cykle fra den ene ende af Aalborg til den anden. Og det er én af de ting, jeg tror, der skal ske med erhvervsudviklingen. Vi skal udnytte, hvor tætte vi er på hinanden.
Mette Bugge, erhvervsdirektør i Aalborg Kommune
Næste Vigeur Business Lounge er allerede 25. april, hvor Rikke Nielsen og Rasmus Johnsen vil tale om, hvordan man motiverer mennesker til at blive medskabere på en mission. Læs mere her.
Hvis du ikke accepterer betingelserne kan du ikke anvende din profil på Nordjyske.dk og mister derved muligheden for at bruge din
Nordjyske profil, Nordjyske E-avis og andre digitale tjenester.