Invitation: Her slippes køerne fri i Nordjylland

Søndag er en festdag for de økologiske landbrug med malkekøer

Kåde køer kommer på græs. Billedet er fra økodagen i 2015 hos Bjarne og Finn Kjærgaard på Englyst, Kærsholmvej ved Storvorde.Arkivfoto: Grete Dahl
Landbrug 15. april 2018 07:32

NORDJYLLAND: Kåde køer, der springer og spjætter af forårsfryd, er sædvanligvis et sikkert optrin, når økologiske mælkeproducenter inviterer folk og familier til økodag. Det er på søndag 15. april.

Når køerne gebærder sig lidt overgearede, skyldes det, at de denne dag slippes løs til det frie markliv efter en lang vinter i stalden. Reglerne kræver, at køer på økologiske bedrifter skal på græs i sommerhalvåret.

Overalt i Danmark åbner økologiske landmænd deres landbrug for gæster. Omkring 200.000 danskere plejer at komme på besøg.

Grafik: Jette Klokkerholm

I det nordjyske område kan man finde 14 økologiske brug, der er med på økodagen. Blandt andre Bjarne og Finn Kjærgaard på Englyst ved Storvorde. Brødrene omlagde deres gård til økologi allerede i 1995, og i dag har de 370 malkekøer og får hjælp til pasningen af fire ansatte.

- I sin tid omlagde vi til økologi, fordi vi troede på, at vi med økologi kunne lave en kvalitetsvare, som var eftertragtet til en god og fornuftig pris. Og der var ikke særlig mange andre, der kunne lave det samme, så man kan måske godt kalde os lidt visionære, fordi vi allerede omlagde dengang, siger Bjarne Kjærgaard.

Bjarne og Finn Kjærgaard åbner i år for syvende gang Englyst for nysgerrige gæster til økodag.

- Vi er stolte af det, som vi går og laver til dagligt, og det vil vi gerne vise frem. Landbruget i Nordjylland er virkelig pænt, og det skal vores 5000-7000 besøgende have lov til at se med deres egne øjne. Og så er det rart at møde og tale med alle de glade mennesker, der besøger vores gård, siger Bjarne Kjærgaard.

Alle deltagende gårde åbner på søndag klokken 10. Præcis klokken 12 lukkes køerne på græs. -øst

Her danser køerne i Nordjylland

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...