Køkken-konkurs: Ansatte er sendt hjem og afventer deres skæbne

Kommer Hanstholm Køkken ud i en konkurs, vil det blandt andet have konsekvenser for 20 3F-medlemmer, der er ansat på fabrikken i Vilsund

De ansatte på Hanstholm Køkkens fabrik i Vilsund blev torsdag aften orienteret om, at virksomheden er på vej ud i en konkurs. <i>Arkivfoto</i>

De ansatte på Hanstholm Køkkens fabrik i Vilsund blev torsdag aften orienteret om, at virksomheden er på vej ud i en konkurs. Arkivfoto

VILSUND:Torsdag aften fik de ansatte på Hanstholm Køkkens fabrik i Vilsund en kedelig besked:

Deres arbejdspladser er kastet ud i uvished, fordi Hanstholm Køkken er på vej ud i en konkurs.

Hos 3F Thy-Mors fortæller faglig sekretær Thorleif Rokkjær, som også selv deltog på informationsmødet torsdag, at man har 20 3F-medlemmer på fabrikken. De er nu hjemsendt, mens de afventer nærmere besked om, hvad der skal ske med køkkenfirmaet.

Medlemmerne, der blandt andet omfatter maskinsnedkere, specialarbejdere og lageransatte, er endnu ikke officielt opsagt, oplyser Thorleif Rokkjær, og derfor er det også begrænset, hvad fagforeningen kan foretage sig på nuværende tidspunkt.

- Vi har informeret dem om, at indtil virksomheden er officielt erklæret konkurs, skal de forholde sig i ro. Vi ved jo endnu ikke, om der bliver en konkurs eller en virksomhedsoverdragelse, så indtil videre kan vi ikke gøre andet end at informere dem om, hvad vi kan gøre for dem, hvis de mister deres job, siger Thorleif Rokkjær og tilføjer:

- Som udgangspunkt er de ansat, indtil der bliver afsagt konkursdekret ved skifteretten, hvorefter kurator så vil sende en afskedigelse. Det er helt vanligt i sådan en sag.

Hvis der kommer en konkurs, vil 3F arbejde for at sørge for, at alle medlemmerne får det, virksomheden skylder dem.

- De har noget løn til gode fra den sidste tid, og der kan vi hjælpe med at indsende en anmeldelse til Lønmodtagernes Garantifond, så de kan få deres tilgodehavender udbetalt. Det gælder både løn, feriepenge, arbejdsmarkedspension, fritvalgsopsparing og så videre, siger Thorleif Rokkjær og tilføjer:

- Vi har selvfølgelig også en mulighed for at hjælpe dem videre i nyt job efterfølgende, med den viden, vi besidder om området.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.