Turismebranchen

Krav: Vores feriemål skal være grønnere

Trenden er, at ferien skal være bæredygtig, og derfor vil turismesamarbejde skubbe til branchens grønne omstilling med nyt projekt

En spadseretur til Grenen, grønnere bliver det næsten ikke. Men der er andre muligheder for at imødekomme et voksende miljøkrav til ferierejsen, og de skal nu udvikles.  Arkivfoto: Peter Broen
En spadseretur til Grenen, grønnere bliver det næsten ikke. Men der er andre muligheder for at imødekomme et voksende miljøkrav til ferierejsen, og de skal nu udvikles. Arkivfoto: Peter Broen

NORDJYLLAND: Turisterne, der gæster Danmark - og det gælder både udlændinge og danskere - lægger i voksende grad vægt på, at deres rejse er miljømæssig bæredygtig, når rejsemålet skal vælges.

Det stiller store krav til turisterhvervene om mere bæredygtighed. For at få sat skub i den grønne omstilling i kommuneerne under turismesamarbejdet Destination Nord er der indledt et projekt under navnet Instant Green Tourism.

Danmarks Erhvervsfremmestyrelse har givet tilsagn om at støtte projektet med to millioner kr.

Udviklingen og afprøvning af bæredygtige koncepter vil ske på tværs af forretningsområderne kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme samt storbyturisme.

Storbyturisme er et af de forretningsområder, der også skal udvikles på. Arkivfoto: Lars Pauli

Omsætning og job

- Turisme skaber omsætning og jobs i hele regionen, og turisterne er med til at skabe en efterspørgsel, der også kommer de lokale til gavn. Samtidig kan og skal turismen også være med til sikre et grønnere Nordjylland. Initiativet skal sætte gang i en vigtig og nødvendig grøn omstilling hos turismeerhvervet i en ekstraordinær situation, hvor det er nødvendigt at tænke nyt og omstille sig nye forretningsvilkår, siger netop tiltrådte direktør i Destination Nord, Tonny Skovsted Thorup.

Konkret kommer projektet til at bestå af en række forløb, som fører virksomhederne gennem en idéudviklingsfase, der blandt andet involverer udarbejdelse af en målrettet forretningsplan og efterfølgende udvikling af et bæredygtigt produkt eller service.

Blandt målene er styrket sammenhæng mellem virksomhederne i kommunerne under Destination Nord - Brønderslev, Frederikshavn, Aalborg og Læsø - og dermed bidrage til den bæredygtige fortælling om nordøstkysten som feriedestination.

En af de store vækstdrivere

Det vækker glæde hos Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit Hansen (S), der er en del af projektet gennem erhvervsudviklingsprojektet Energibyen Frederikshavn:

- Nordjylland er danskernes foretrukne feriedestination, og det skal vi udvikle endnu mere – ikke mindst i forhold til bæredygtig turisme. Min forventning er, at det bliver en af de store vækstdrivere, og det er derfor særdeles positivt, at vi nu viser både sammenhold og handlekraft i forhold til at involvere aktører på tværs af forretningsområder og udvikle Nordjyllands grønne profil yderligere, siger hun.

Projektets øvrige parter består af Erhvervshus Nordjylland, Aalborg Kommune – Center for Grøn Omstilling, Aalborg Kongres- og Kulturcenter og Arena Nord i Frederikshavn.

Bæredygtighed kommer til at fylde mere og mere i alle aspekter af hverdagen - også ved valg af ferier, siger Per Malmberg, Arena Nords direktør. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Hos Arena Nord ser direktør Per Malmberg frem til at udvikle sport- og kulturcenterets grønne profil yderligere det kommende år.

- Der er ingen tvivl om, at bæredygtighed kommer til at fylde mere og mere i alle aspekter af hverdagen – også i høj grad, når vi skal vælge ferier og oplevelser til, siger Per Malmberg.

Arena Nord byder hvert år velkommen til mere end 500.000 gæster og er det største kultur-, konference- og sportscenter nord for Limfjorden.

Instant Green Tourism-projektet løber frem til 31. juli 2021.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden