Landsretten: OW Bunkers Singapore-direktør skal fem år i fængsel

Lars Møller er skyldig i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed

Lars Løcke
Arkivfoto
Retssag 14. juni 2019 12:10 - Opdateret 14. juni 2019 16:20

NØRRESUNDBY: Vestre Landsret har skærpet straffen over Lars Møller fra halvandet til fem års ubetinget fængsel i sagen om en kæmpekredit til en oliekunde, som løb løbsk på en katastrofal måde.

Det skyldes, at landsretten i modsætning til byretten i Aalborg mener, at Lars Møller har begået mandatsvig som direktør i OW Bunkers datterselskab Dynamic Oil Trading (DOT), der lå i Singapore.

Det er specialanklager Marie Tullin fra Bagmandspolitiet meget tilfreds med.

- Der er fremlagt de samme beviser under byretssagen som i landsretten. Men i modsætning til byretten, så har landsretten været enig med os i, at Lars Møller har begået mandatsvig. Jeg er naturligvis meget tilfreds med, at landsretten har delt vores vurdering af beviserne i sagen, siger hun.

- Det eneste, jeg kan sige er: Total overraskelse. Det havde vi ikke set komme, siger Arvid Andersen, den ene af Lars Møllers to forsvarere, til Ritzau.

Landsrettens dom kan kun komme for Højesteret, hvis Procesbevillingsnævnet siger ja.

Højesteret kan i givet fald kun tage stilling til strafudmålingen. Skyldsspørgsmålet er endelig afgjort med landsrettens dom.

Lars Møller ankede byrettens dom til landsretten, fordi han ville frikendes.

Fredagens dom svarer til Anklagemyndighedens påstand i ankesagen, som var den samme som under sagen i byretten.

Een af landsrettens seks dommere i sagen stemte for, at Lars Møller kunne nøjes med 4,5 års fængsel, mens resten stemte for de fem år.

Straffesagen mod Lars Møller er den eneste strafferetlige udløber af konkursen i OW Bunker og DOT.

Der er anlagt flere civile erstatningssager i kølvandet på OW Bunker-koncernens konkurs i november 2014.

DOT gik konkurs i efteråret 2014 på grund af kæmpetab på en enkelt kunde - Tankoil - som DOT havde op imod en milliard kroner til gode hos, penge som ikke blev betalt.

Sammen med et kæmpetab på risikostyring udløste tabet på Tankoil konkursen i OW Bunker- koncernen.

Lars Møller påstod under sagen, at topledelsen i OW Bunker hjemme i Nørresundby vidste alt om den store kredit til Tankoil, men landsretten mener, at Lars Møller holdt Tankoils gæld hemmelig, og derfor bliver han dømt for mandatsvig for 645 millioner kroner.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...