Det er helt normalt at flyve op i helikopteren, når vi er på vej ind i et nyt år.

Mange artikler på denne tid handler om at skue ud over de 365 dage, der venter. Vi hører om mulighederne og udfordringerne og gisner om, hvad der kommer til at ske.

I denne artikel skal du ikke forberede dig på en tur i helikopteren. I denne artikel bliver flyvehøjden endnu højere.

Vigeur har nemlig bedt Lars Tvede, der er finansiel investor og serieiværksætter om at give sit bud på, hvad han ser som den største udfordring i fremtiden. Og for at følge med i hans tankecentrifuge er en helikopter simpelthen ikke nok: Vi sidder nærmere i et rumskib helt ude i himmelrummet og kigger ind på kloden. Så stort og bredt - dybt og højt er Lars Tvedes perspektiv.

Det er hér udefra, han kigger ind på den klode, der blev dannet for 4,6 milliarder år siden - og som vi nogenlunde kender udviklingshistorien for indtil i dag. Men som vi endnu ikke kender fremtiden for.

Lars Tvede er optaget af, hvordan vi skal opretholde velstandsvæksten i en verden, hvis befolkning vokser og nu har rundet 8 milliarder mennesker - når nu verdens traditionelle energikilder ikke er uudtømmelige. Det er dét, han lægger til grund.

Han siger ikke direkte, at vi også på et tidspunkt vil udlede så meget CO2, at dét bliver en trussel for eksistens. Dommedagsprofetier, som han kalder den slags, har bestemt ikke Lars Tvedes fokus.

Dén del ligger mere underforstået, for han vil snarere accelerere os ud af krisen ved at tænke kontroversielt og ved at tænke langsigtet - faktisk 100 år frem i tiden -  frem for at lægge en dæmper på menneskehedens stigende forbrug.

Lars Tvede tager udgangspunkt i, at al langsigtet velstandsstigning skyldes innovation, og at de rigeste lande både er de reneste og dem, der bidrager mest til netop innovation. Derfor er innovation også fremover den vigtigste løsning, mener han.

For at kunne få det bedst mulige grundlag at kigge ind i fremtiden på begynder Lars Tvede med fortiden. For han inddeler nemlig menneskehedens historie i faser - og fokuserer særligt på økonomi og teknologi i sin kategorisering.

“Globalt set var levestandarden rimelig tæt på uændret fra jernalderen og frem til år 1800. Indimellem oplevede man bekymringer og frygt for at løbe tør for råstoffer. Eksempelvis var man i romertiden bange for at løbe tør for blandt andet marmor,” siger Lars Tvede og uddyber:

“I 1798 var Thomas Malthus bange for, at der ville komme global hungersnød, fordi han mente, at befolkningen voksede hurtigere, end fødevareproduktionen kunne følge med.”

Thomas Malthus kunne kigge tilbage på en tid, hvor verdensbefolkningen begyndte at vokse - uden at levestandarden for den enkelte fulgte med. Der blev bare flere mennesker. I dag kalder økonomer det for den Malthusianske økonomi.

Om Lars Tvede

Lars Tvede, 65 år

Forfatter, serieiværksætter og finansmand.

Han er bosat i Schweiz.

Lars Tvede er kandidat i fødevareteknologi fra Landbohøjskolen og har en HD i udenrigshandel fra Copenhagen Business School.

Han har skrevet 17 bøger om blandt andet kriseteori, entreprenørskab, børshandel, markedsføring og fremtiden.

Lars Tvede er liberal debattør og skribent på Altinget.dk

Imidlertid var den industrielle revolution i sin vorden allerede, da Malthus fremsagde sin dommedagsprofeti. Nu blev der både flere mennesker samtidig med, at levestandarden i gennemsnit steg.

Den industrielle revolution udgjorde et vendepunkt for verdenssamfundet, og epoken var kendetegnet ved, at det lige præcist var fossil energi kombineret med teknologi, der gav civilisationen et tigerspring fremad.

“Den industrielle revolution blev primært skudt i gang med kombinationen af, at dampmaskinen blev opfundet, og at man kunne anvende kul som energi. Man fik en pludselig afledt eksplosion i innovation, som betød, at vi blev flere mennesker, som samtidig fik højere levestandard,” siger Lars Tvede.

Industrialiseringen - fra håndværk til masseproduktion

Industrialiseringen i 1800-tallet påvirkede næsten alle aspekter af dagligdagen på den ene eller anden måde. Indtil da havde man brugt manuelt arbejde og trækdyr som hjælp - nu gik udviklingen i retning af maskinbaseret fremstillingsindustri, og man udviklede nye teknologier til udvikling af jern og brugte i stigende grad raffineret kul.

Man gik fra håndværk og hjemmefabrikation til masseproduktion, og udviklingen begyndte i England, men bredte sig derfra gennem det vestlige Europa og Nordamerika i løbet af det 19. århundrede. Udviklingen påvirkede efterhånden det meste af verden.

Udvikling af handelen blev gjort muligt via de kanaler, veje og jernbaner, der blev anlagt - og som kunne binde verdensdele bedre sammen.

Levestandarden steg samtidig med, at antallet af mennesker i verden steg.

Ifølge Lars Tvede blev Thomas Malthus trukket frem igen i 1960’erne.

“I begyndelsen af 1960’erne startede en ny bølge af dommedagsprofetier baseret på Malthusisk tænkning. Men allerede i 1980’erne stod det klart, at dommedagsprædikanterne ville tage fejl. Årsagen var en ny præcisionsøkonomi, hvor man kunne producere mere med mindre,” siger Lars Tvede.

I 1980 verdens befolkning øget til 4,43 milliarder mennesker, og kurven var steget støt og roligt. I 2022 er verdens befolkning næsten fordoblet siden 1980.

Pludselig pegede fremskrivningerne også på, at verden ikke er et uudtømmeligt reservoir af vand, jord og fossile brændstoffer, og at vi på et tidspunkt ville stå i en mangelsituation.

Levestandarden og befolkningstallet i lande som Indien, Kina, Afrika er steget betydeligt, hvilket gør efterspørgslen på råstoffer endnu større - og udledning af CO2 endnu mere massiv.

“Præcisionsøkonomien bygger på IT og bioteknologi, og den gør, at rige lande kan forøge deres levestandard uden at forøge deres ressourceforbrug - snarere tværtimod. Men der er én stor undtagelse, nemlig energi. Det er svært at kombinere stigende velstand med faldende energiforbrug. Og fattigere lande er et helt andet sted og vil bruge vildt meget mere energi,” siger Lars Tvede og fortsætter:

“Vi skal indstille os på, at verdens energiforbrug vokser omkring 30 procent per 10. år, så det haster med at finde nye løsninger. Vi er nødt til at tænke mange flere teknologier og mere massiv innovation ind i måden at løse vores energiforbrug på,” siger Lars Tvede.

Han finder hverken danske politikere eller andre landes politikere visionære nok. Tværtimod.

“Der er enormt meget populisme i den politik, som bliver ført, og det gør løsningerne alt for kortsigtede. Hvis vi skal løse det her, kræver det et langt større tidsperspektiv - 100 år vil være passende. Vi skal også være langt mere modige i de teknologier, vi satser på,” siger Lars Tvede og tilføjer:

“Vi skal se på, hvordan vi får den største effekt på kort sigt, og hvordan får vi den største effekt på mellemlangt sigt - det er der helt forskellige svar på.”

Forskellen mellem at vælge de kortsigtede og de langsigtede løsninger forklarer han med følgende allegori:

Menneskeheden skal flytte ud på en planet i universet, som det vil vare 30 generationer at flyve ud til.

Nogle melder sig som frivillige og rejser afsted i en raket. Da de er nået til tredje generation, kigger én ud af vinduet og ser, at de bliver overhalet af en ny raket fra jorden, der flyver hurtigere. På den “gamle” raket snakker de om, at hvis de havde ventet, kunne de have nået den eftertragtede planet meget hurtigere. Men to generationer senere bliver dem i den hurtigere og nyere raket også overhalet af en hurtigere raket - så hurtig, at den vil ankomme først, selvom den startede sidst.

Lars Tvede bruger historien til at forklare, at politikerne - efter hans overbevisning - bør arbejde meget mere bevidst i at tænke i faser. For ellers går kostbar tid tabt, mens man bruger tid på en teknologi, der ikke er tilstrækkelig i hverken kapacitet eller effektivitet på den lange bane.

På kort sigt kan man arbejde med energiløsninger, der hviler på sol og vind, men Lars Tvede mener ikke, at netop de to energiformer giver mening i alle hjørner på kloden.

Vind giver mening i Danmark, hvor det blæser meget - og hvor vi befinder os geografisk tæt på Sverige og Norge, der med dæmninger kan styre produktionen af energi. Danmark har ekstremt åbne grænser for handel med energi, hvilket gør det lettere at arbejde med noget, der er så ustabilt som vind.

“Jeg bor i Schweiz, og her blæser kun 5 procent af tiden. Resten af tiden er her vindstille, så her er vindenergi ikke optimal. Om vinteren er store dele af landet dækket af sne, så solpaneler er heller ikke let.”

Han mener også, det er uhensigtsmæssigt at udfase olie og kul i 2050 og dermed skabe et “stranded asset”. Det er et begreb, der egentlig stammer fra risikostyring inden for finansiel investering, men som oftere bliver brugt i forbindelse med at håndtere klimaudfordringerne. Formelt bruges betegnelsen “stranded asset” om aktiver, der har lidt under uforudsete eller for tidlige nedskrivninger eller devalueringer.

“Når man nu allerede har den infrastruktur i form af rør og ledninger med mere, ville det da være bedre at udnytte det så længe som muligt, for det koster jo rigtig mange ressourcer og råvarer at bygge nyt op,” siger Lars Tvede.

“Alting har det med at være stort i begyndelsen - tænk bare på de første mobiltelefoner. Og tænk så på, hvor mange råstoffer, der skal bruges til at bygge solceller, solvarmeanlæg og kæmpemæssige vindmøller. Det er rigtig meget,” siger Lars Tvede og tilføjer:

“Der er en ret direkte sammenhæng mellem, hvor store og tunge ting er - og så hvor meget fossil energi, der går til at producere.”

I hans optik bør man anvende de allerede kendte råstoffer og de fossile brændstoffer meget præcist og dedikeret i en overgangsfase. På samme måde som han i øvrigt også mener, at man bør tillade udvinding af skifergas i en overgangsfase, fordi gas ikke udleder nær så meget CO2 som kul.

I overgangsfasen er man nødt til at reducere CO2, og det kan ske på to måder, forklarer Lars Tvede.

For det første ved at lade nye skovområder og mangrovesump vokse op, for når planter er i vækst, opsuger de CO2 og vil dermed absorbere en del af den CO2, der ledes ud. Regreening kaldes det.

For det andet kan man reducere udledning ved at fange den CO2, der kanaliseres ud af kraftværker og andre store forurenere - og grave CO2’en ned i undergrunden.

Alt sammen relativt kortsigtede løsninger, som skal fungere i en overgangsfase, men som er nødvendige for at vinde tid og fokusere ressourcer til at udvikle de nyeste teknologier - akkurat som raket nummer 3 i allegorien.

De kortsigtede løsninger er vigtige i forhold til at skaffe tilstrækkelig tid - og ressourcer - til at sætte målrettet ind på at finde de langsigtede løsninger.

“Man skal tænke på, hvad der er det rigtige at gøre nu - altså de lavthængende frugter med de nuværende teknologier - og så skal man være bevidst om, at noget helt andet vil være det rigtige om 20 år, fordi vi til den tid har nogle ekstremt gode teknologier, som kan tage over,” siger Lars Tvede og tilføjer:

“I stedet for at bruge alle pengene på at rulle de her meget store, tunge teknologier ud, burde vi bruge flere penge på at forske i de næste teknologier, som svarer til den hurtigere raket.”

Og her kommer vi - ifølge Lars Tvede - ikke uden om atomkraft.

“I forhold til atomkraft er der sket enormt meget innovation de senere år. Man kan fremstille små modulære reaktorer, der er langt mindre end konventionelle atomreaktorer og kan massefremstilles på samlebånd i fabrikker. De kan bygges på ét sted og derefter flyttes og sættes i drift et andet sted.”

Om Supertrends

Lars Tvede har skabt analysevirksomheden Supertrends, der har til formål at kortlægge global innovation.

Supertrends har kortlagt 12.000 nøgleinnovationer i fortiden - databasen går 3,3 millioner år tilbage. Næsten 2.000 prognoser for teknologisk gennembrud er også lagt ind.

De mange data håndteres og analyseres af videnskabsfolk og iværksættere.

Lars Tvede siger, at man hurtigt kan opskalere produktionen - ligesom man visse steder under Anden Verdenskrig erstattede produktionen af biler med fremstilling af militærfly.

“Energipotentialet i atomkraft er enormt, og jeg har set meget opløftende estimater. Inden for de kommende 10-15 år vil vi se ekstremt kompakte, ekstremt rene og ekstremt sikre teknologier slå igennem,” siger Lars Tvede.

Han forudser, at vi på et tidspunkt ikke vil kunne se, hvor energien kommer fra, fordi de små atomkraftanlæg typisk vil være bygget ned under jordens overflade. Lars Tvede forventer også, at den energi, der kommer fra solpaneler, vil være integreret i bygningers overflader, så de ikke er synlige.

“Jeg tror ikke, at der findes én eneste nyopført vindmølle om 50 år. Til den tid vil de være klenodier fra en meget primitiv tidsalder,” spår Lars Tvede.