Lederskribent: Sådan slagtede man et vigtigt nordjysk erhverv
Erhvervsredaktør frygter, at nedslagtningen på 100 minkfarme bliver enden på et nordjysk erhvervseventyr
Opdateret 09. oktober 2020 kl. 18:56
NORDJYLLAND: Sikke et slag for Nordjylland.
Det var med en nærmest overrumplende hårdhed, at regeringen og sundhedsmyndighederne satte ind torsdag aften.
På 100 nordjyske minkfarme skal man nu slå besætningerne ihjel. Der er tale om mere end en million dyr, som må lade livet.
Formålet er at standse spredningen af coronavirus, og den seneste tid har vist, at minkfarmene desværre spiller en stor rolle i den uheldige udvikling. Virus er efterhånden en del gange blevet spredt til mennesker fra nordjyske mink. Den udvikling skal stoppes, og derfor sætter regeringen ind.
Men det er en voldsom pris, som Nordjylland nu kommer til at betale.
Ja, på det nærmeste ligner det faktisk nedslagtningen af et helt erhverv.
Foreløbig er 41 nordjyske minkfarme smittede, mens 20 er under mistanke. Samtidig indebærer myndighedsbeslutningen, at andre farme i en afstand af op til otte kilometer også skal slå besætningerne ned.
I øjeblikket er der i de berørte kommuner - Hjørring, Læsø og Frederikshavn - sammenlagt 124 minkfarme. Så cirka 80 procent har altså udsigt til at blive ramt, hvis man holder fast i de 100 farme.
Man kan ikke andet end at have utroligt ondt af de nordjyske minkfarmere, da de i forvejen er voldsomt pressede økonomisk.
Som man på det seneste har kunnet læse hos NORDJYSKE, så kæmper de simpelthen med at få solgt deres minkskind. Og den smule, som de sælger, indbringer underskud på mellem 100 og 150 kroner per skind. Derfor er mange minkavlere gået konkurs i den seneste tid.
Og havde det så endda bare været en dårlig forretning...
Minkfarmerne må desuden slås for i det hele taget at få lov at drive deres erhverv. I Holland og Frankrig er forbud vedtaget - mens Polen og en lang række andre lande er på vej med lignende beslutninger. Og herhjemme bragte SF onsdag samme forslag i spil.
Så på den baggrund kan man godt forstå, hvis ejerne af nogle af de 100 nordjyske minkfarme overvejer deres fremtid kraftigt.
For skal de starte forfra, så tager det adskillige års avlsarbejde at optimere antallet af unger per kuld - og det tager også tid at fremavle den bedste pelskvalitet.
Så skal man som minkavler starte forfra i en branche, der er presset?
Mange af avlerne får forhåbentlig en retfærdig kompensation - og med de penge i lommen kan man nok ikke fortænke nogen af dem i at overveje at stoppe.
Pelsavlen var for få år siden den mest givtige blandt landbrugserhvervene med en årlig eksport på op til 13 milliarder kroner. Og i Nordjylland landede en uforholdsmæssig stor del af de penge.
Meget tyder på, at den tid nu er endegyldigt slut.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.