Mangler 300 millioner før virksomheden kan nå i mål: Alligevel sover Ruth trygt om natten
Bølgeenergi-virksomheden Crestwing lever af finansiering gennem puljer. Får de ikke de penge, de søger, kan Ruth Bloom i yderste tilfælde være nødt til at dreje nøglen om, og så vil 17 års arbejde være spildt. Alligevel er Ruth Blooms hoved ikke fuld af bekymringer.
Et 65-tons tungt, gul metal-anlæg står og gynger med vandet i industrihaven i Frederikshavn.
“Tordenskiold” står der på siden med store, sorte bogstaver, der træder frem på den gule baggrund.
På kajen står Ruth Bloom i vinden og fortæller, hvordan Tordenskiold kan omdanne bølgernes kraft til energi, der forhåbentlig på sigt kan forsyne stikkontakter i byer verden over.
Hun er direktør for Crestwing, virksomheden der står bag Tordenskiold, og hun har et mål om, at virksomheden skal producere bølgeenergi, der skal være et supplement til de andre vedvarende energikilder som sol- og vindenergi.
Skal finde knap tre millioner dette forår
Det har kostet knap 20 millioner kroner at nå til i dag, hvor Tordenskiold ligger i vandet. Anlægget er ikke færdig endnu, men er i en fase, hvor den samler data, der kan være med til at bygge et større og optimeret anlæg.
Dette forår er Ruth Bloom igen ude og finde finansiering. I december 2022 fik hun tilført 7,1 millioner kroner til projektet. Det kræver dog, at hun kan finde 2,8 millioner i egenbetaling dette forår.
Inden drømmen om en pilotpark med anlæg fra Crestwing, skal blive en realitet, skal der findes knap 300 millioner kroner i alt.
Pengene bliver søgt gennem puljer i enten EU, Danmark eller andre lande, som er øremærket til forskning af vedvarende energikilder.
Crestwing startede i 2005, hvor Ruth Bloom og hendes nu afdøde mand, Henning, lavede de første test i Nordsøen.
I 2008 fik Crestwing sin første tilførelse af kapital gennem de daværende PSO-midler gennem Energistyrelsen. Pengene blev opkrævet over elregningen hos forbrugerne. Pengene var øremærket til at støtte miljøvenlig elproduktion og forskning.
Siden da er Crestwing blevet støttet af eksempelvis Energinet, EUDP-midler, Forsyningen og Markedsmodningsfonden.
Crestwing samarbejder blandt andet med Aalborg Universitet, Aarhus Unversitet, DTU, Harvard University og Stanford University.
Målet er, at Crestwing kan udvikle et anlæg, der kan hjælpe energiforsyning i Danmark og resten af verden.
Siden Crestwings begyndelse i 2005 har Ruth Blooms mission med bølgeenergi været afhængig af, at andre kan se en idé i det. Hvis ikke hun kunne få det finansieret, ville Crestwing lukke.
“Der er helt klart mange, der ikke ville kunne sidde i min stol,” siger hun.
“For man skal virkelig ikke lade pengene sætte sig på nerverne.”
Men hun elsker at sidde i sin stol. Hun kastede sig ikke ud i bølgeenergi, fordi hun drømte om millioner på bankbogen eller et sommerhus med havudsigt. Hun er her for miljøsagen.
Hun er uddannet klejnsmed, men har i mere end 30 år haft blik for, at olie og plast ikke kan blive ved med at være en del af danskernes hverdag.
Hun har dyrket sin egne grøntsager og affaldssorteret så længe, hun kan huske.
Nu er hun direktør i Crestwing, der skal finansieres af andre. Det kan være hårdt, men der er særligt en ting, der får hende igennem de svære tider.
“Denne energiform kan gavne andre end mig, hvis den ikke kunne det, så havde jeg ikke gidet at bruge så mange kræfter på det,” siger Ruth Bloom.
“Så længe jeg har til dagen og vejen, er jeg lykkelig. Det er et privilegium at arbejde med noget teknologi, der kan hjælpe verden et bedre sted hen.”
Hun og Henning, hendes nu afdøde mand, startede Crestwing sammen.
For seks år siden døde Henning, og siden da har Ruth Bloom været ene-direktør for Crestwing. Hun ejer i dag 56,8 procent af virksomheden, mens resten ejes af børn og investorer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.