Medicinalvirksomhed udvider fabrik i midtby
Udvidelse hos medicinalvirksomheden Orifarm ventes at give flere arbejdspladser i Hobro

Arkivfoto: Claus Søndberg
HOBRO:Medicinalvirksomheden Orifarm i Hobro har taget første spadestik til et nyt laboratorium på Apotekerstien i Hobro.
Udvidelsen er bare et af flere nye tiltag, som ventes at tilføre flere nye arbejdspladser til byen, skriver Orifarm i en pressemeddelelse.
Orifarm er blandt de største parallelimportørerer af medicin i Europa. Man overtog fabrikken på Apotekerstien i 2021 i forbindelse med opkøbet af omtrent 100 medicinalprodukter fra Takeda.
Siden har Orifarm besluttet at tilføre flere nye produkter til fabrikken. Samtidig etableres et helt nyt laboratorium til udvikling og vedligehold af produkter og analyser.
Orifarm har ligeledes købt et stykke jord i det nordlige Hobro til fremtidige udvidelser, oplyses det.
Udvidelsen hos Orifarm ventes at give flere nye arbejdspladser til Hobro. Allerede i de senere år er antallet af medarbejdere steget fra cirka 50 til 70 ansatte.
Mikkel Malmgaard-Clausen, head of site hos Orifarm, fremhæver, at de nye, udvidede faciliteter i Hobro er med til at fastholde detaljeret viden lokalt på fabrikken.
- I takt med flere funktioner og kvadratmeter får vi brug for en lang række faguddannede medarbejdere for at kunne efterleve de høje krav, der er i lægemiddelproduktion.
- Vi kigger eksempelvis mod højtuddannede specialister fra bl.a. Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
- Endvidere tiltrækker vi kandidater med specialiseret pharma-baggrund fra øvrige geografiske områder, siger Mikkel Malmgaard-Causen.
Fabrikken inspiceres bl.a. af Lægemiddelstyrelsen hvert andet år. Så sent som i sidste uge gennemførte fabrikken en tre-dages inspektion, og resultatet var ifølge Orifarm enestående flot.
- De flotte resultater opnår vi kun med dygtige medarbejdere. Og dem vil vi uden tvivl få brug for flere af i takt med fremtidige udvidelser, siger Mikkel Malmgaard-Clausen.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.