Rumaktiviteter

Højtflyvende Aalborg-firma favorit til millionkontrakt

GomSpace forhandler i øjeblikket om at skulle levere tre satellitter til den Europæiske Rumfartsorganisation ESA. Målet er hurtigere og billigere klimaforskning

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen: Jeg bliver rigtig stolt, når jeg oplever, at Danmark er i verdensklasse og kan bidrage til et så vigtigt klimaprojekt.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen: Jeg bliver rigtig stolt, når jeg oplever, at Danmark er i verdensklasse og kan bidrage til et så vigtigt klimaprojekt.

AALBORG:Den danske satellitproducent GomSpace er favorit til at få opgaven med at bygge de første tre små satellitter i en europæisk klimamission til et trecifret millionbeløb.

Bag klimamissionen står den Europæiske Rumfartsorganisation ESA, der udpeget et konsortium anført af GomSpace som den foretrukne hovedleverandør til klimamissionen. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet, der refererer til en meddelelse fra ESA, lyder budgettet for projektet på et trecifret millionbeløb i den lave ende.

Fra GomSpace's side understreges det, at der endnu ikke er indgået endelig kontrakt.

- Det er sådan, at GomSpace er udpeget som vinder af ESA SCOUT Challenge og inviteret til at forhandle en kontrakt på SCOUT missionen. En endelig kontrakt er derfor ikke på plads, men vi er i gang med forhandlingerne, siger selskabets administrerende direktør Niels Buus.

Administrerende direktør Niels Buus med en af de nanosatellitter, der er Gomspace's speciale. Han påpeger, at aftalen endnu ikke er endeligt på plads.

Administrerende direktør Niels Buus med en af de nanosatellitter, der er Gomspace's speciale. Han påpeger, at aftalen endnu ikke er endeligt på plads.

Hos uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vækker ESA's udpegning af det danske satellitfirma begejstring.

- Jeg bliver rigtig stolt, når jeg oplever, at Danmark er i verdensklasse og kan bidrage til et så vigtigt klimaprojekt. Det er i høj grad et skulderklap til dansk industri inden for den her branche, og samtidig er det en cementering af en nordjysk styrkeposition på området, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet er det er første gang, at ESA bruger en konstellation af små satellitter til klimaforskning. Målet er at lave hurtigere og billigere klimaforskning. I dag kan det tage 10 år at forberede en mission med en stor satellit. ESA har derfor besluttet at lave en række missioner med små satellitter, såkaldte cubesats. Ambitionen er, at der kun skal gå tre år fra idé til opsendelse. Navnet på den nye type missioner er SCOUT-missioner.

Instrumenterne på satellitterne skal kortlægge og indsamle data, der kan bidrage til at registrere de processer, der foregår i de to nederste lag i atmosfæren - den øvre Troposfære og Stratosfæren.

Satellitter skal udforske den øvre troposfære og stratosfæren

Missionen består af tre satellitter, der hver består af 12 units, som bærer forskellige instrumenter.

GomSpace leverer satellitterne og er hovedentreprenør på opgaven, mens det britiske firma RAL (Rutherford Appleton Laboratory) leverer måleinstrumenterne, som bl.a. består af et termisk infrarødt spektrometer.

Klimamissionen skal levere svar på følgende spørgsmål:

- Hvordan vekselvirker indholdet af vanddamp i den øvre troposfære og stratosfæren med klimaændringer på jorden.

- Hvordan reagerer den kemiske sammensætning i den øvre troposfære og stratosfæren på stigende udledninger af drivhusgasser.

- Hvordan kan estimater af udledninger af drivhusgasser forbedres gennem større kendskab til indhold af drivhusgasser og ozon i den øvre troposfære og stratosfæren.

- Hvordan påvirker klimaændringer indholdet af ozon i stratosfæren.

GomSpace udvikler og producerer teknologi til nanosatellitter (satellitter der vejer op til 30 kg) samt styresystemer til satellitter

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Missionen fokuserer på troperne, da atmosfæren i denne region er markant påvirket ved konvektion af opadstigende luft, som ofte er massivt forurenet på grund af afbrændinger af vegetation samt af mineralsk støv. Troperne anses derfor for at kunne bidrage mest til studier af processer i atmosfærelagene og disses påvirkning på klimaet.

Missionen planlægges sendt op i 2024 og at vare fire år.

- Den viden og kompetence, som GomSpace besidder, og som kommer til udtryk med de satellitter, de har skal levere til et så vigtigt klimaprojekt, er et stort bidrag til den grønne omstilling, siger uddannelses- og forskningsministeren, der ser store perspektiver i, at man på europæisk niveau kobler rumindustrien og klimaforskningen.

GomSpace er ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen et godt eksempel på en virksomhed, der er udsprunget af universitetsmiljøet.

GomSpace er ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen et godt eksempel på en virksomhed, der er udsprunget af universitetsmiljøet.

- GomSpace er et godt eksempel på en virksomhed, der er udsprunget af et forskningsmiljø på universitetet, som får udviklet sine satellitter ved eksempelvis at få del i europæiske forsknings- og rumproprojekter, hvilket igen baner vej for at komme ud på det private marked. På den måde er det et rigtigt godt eksempel på, hvad vi kan, hvis vi får forskning, udvikling og det private erhvervsliv til at gå hånd i hånd, siger ministeren.

Regeringen forbereder i øjeblikket en grøn opdatering af den nationale rumstrategi, som bl.a. vil have fokus på, hvordan dansk rumteknologi kan hjælpe Danmark med den grønne omstilling og mere og bedre viden om klimaforandringerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.