Musketer-ed bremser igen overenskomstforhandlinger

Forhandlinger om kommunale overenskomster sættes igen på standby, fordi lærerforhandlingerne er gået i stå.

Overenskomst 13. februar 2018 12:38 - Opdateret 13. februar 2018 20:39

Forhandlingerne om nye overenskomster på det kommunale område er igen gået helt i stå.


Det siger formanden for FOA og næstformanden for det kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab, Dennis Kristensen, til avisen.dk.


- Der er ikke nogen bevægelse i lærerforhandlingerne. Tværtimod.


- Derfor siger vi nu, at en tænkepause hos lærerne også er en tænkepause hos os, siger Dennis Kristensen til webmediet.


Dermed bliver den såkaldte musketered tilsyneladende aktiveret igen.


Inden forhandlingerne på det kommunale område gik i gang ved årsskiftet, meddelte de øvrige faglige organisationer, at man afventede, at lærernes krav om en ny overenskomst blev taget alvorligt.


Derfor gik de øvrige forhandlinger først i gang 22. januar, og nu ser det altså ud til, at de går i stå igen.


Forhandlingsfællesskabet og Kommunernes Landsforening (KL) skulle efter planen mødes onsdag eftermiddag for at forhandle de generelle krav for alle kommunale overenskomster.


Det møde får nu et lidt andet indhold end planlagt.


- Det bliver i stedet en snak om, hvordan Kommunernes Landsforening forestiller sig det videre forløb af både forhandlingerne om lærernes arbejdstid og forhandlingerne om de generelle krav, som gælder alle ansatte i kommunerne.


- Vi kommer ikke til at afslutte forhandlingerne på alle andre områder, mens lærerne stadig hænger, siger Dennis Kristensen til avisen.dk.


/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...