Mode

Nanna syr tøj af gamle duge: Få et kig ind i hendes lille skrædderi

Nanna Jørgensen driver virksomheden Vest Paa, hvor hun giver gammelt tøj nyt liv

Nanna Jørgensen driver virksomheden Vest Paa, hvor hun blandt andet giver tøj nyt liv ved hjælp af "visible mending" - eller "sashiko" - som er en broderiteknik, hvor man bruger farverig tråd til at lave reparationer på tøjet, som dermed både reparerer og giver tøjet et nyt udtryk. Som for eksempel på skjorteærmet her.
Nanna Jørgensen driver virksomheden Vest Paa, hvor hun blandt andet giver tøj nyt liv ved hjælp af "visible mending" - eller "sashiko" - som er en broderiteknik, hvor man bruger farverig tråd til at lave reparationer på tøjet, som dermed både reparerer og giver tøjet et nyt udtryk. Som for eksempel på skjorteærmet her. Foto: Bo Lehm

RÆHR: Otte uger gamle Valdemar knirker uroligt fra sin plads i autostolen, mens mor Nanna Jørgensen viser rundt i sit lille skrædderi på landejendommen i Ræhr.

- Jeg har ham ofte med herude, når jeg sidder og arbejder. Han har været vant til lyden af symaskinen, lige fra han lå inde i min mave, så han bliver så rolig, når jeg sætter mig til at sy, forklarer Nanna Jørgensen og tager sin lille søn op på armen.

Faktisk er netop Valdemar - og hans storesøster Gry - hele årsagen til, at Nanna Jørgensen for et års tid siden startede sin virksomhed Vest Paa. Her har hun, udover arbejdet med tilpasning og omforandring af kundernes tøj, også travlt med at farve genbrugstøj med naturfarver og sy nyt tøj ud af gamle duge og stofrester.

Stofprøverne her kommer fra Aagaard i Sydthy, hvor Nanna Jørgensen for nylig var på besøg og købte dem med hjem. Nu får de nyt liv i hendes skrædderi. Foto: Bo Lehm

Nanna Jørgensen kommer fra Klitmøller og er designuddannet. Da hun flyttede tilbage til Thy for fire år siden, vidste hun, at hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at gøre brug af sin uddannelse, ville det kræve lidt kreativitiet:

- Jeg har altid sagt, at jeg er mor først, og så må jeg tage det job, der passer ind, også selvom det ikke havde noget med min uddannelse at gøre. Der er ikke så mange muligheder lokalt, hvis man vil arbejde som designer, så jeg vidste, at hvis jeg ville noget i den retning, måtte jeg starte selv, forklarer hun.

I garagen lige ved siden af skrædderiet har Nanna Jørgensen sit lille farveværksted, hvor der er opstillet gryder til brug for at udvinde farvestoffer fra for eksempel blomster, urter og træer.

- Jeg laver både helfarver, hvor jeg dypper tøjet helt i gryden, så det bliver ensfarvet over det hele, og så laver jeg ecoprint, hvor jeg bruger planternes naturlige former til at lave mønstre i stoffet, forklarer Nanna Jørgensen.

Planterne, der bliver brugt til at farve, er typisk indsamlet i Nationalpark Thy eller tæt ved hjemmet i Ræhr.

- Men jeg drømmer om at få en hel "farvehave", hvor jeg selv kan dyrke nogle forskellige planter, som jeg kan bruge til at farve med, siger hun.

Farveværkstedet er indrettet i en garage, hvor der er plads til arbejdet med at udvinde farver af blomster, blade og planter. - Hvis tøjet for eksempel har en plet, der ikke kan gå af, så kan en farvning gøre det brugbart igen, forklarer Nanna Jørgensen. Foto: Bo Lehm

Bæredygtighed er tænkt ind i Vest Paa helt fra starten. At Nanna Jørgensen er mor har helt klart spillet en rolle i hendes lyst til at passe på den planet, som en dag skal gives videre til vores børn, fortæller hun. Og så er det også bare god forretningssans:

- Jeg tror, at hvis man skal designe i dag, så er man nødt til at tænke bæredygtighed ind i det. Og for mig at se er der ingen grund til at lave nyt ud af nyt, for der er rigeligt nyt i forvejen, siger hun og uddyber:

- Når det er selve skrædderi-delen og den fordybelse, der ligger i at sidde og sy, som tiltaler mig, så ville det være fjollet at sidde og tegne tingene på en computer, bare for at bruge penge og resurser på at sende dem ned til en leverandør i udlandet. Lige nu synes jeg i hvert fald, at det er sjovest at lave tingene selv, og så må vi se, om det bliver ved med at være sådan i længden.

Nanna Jørgensens tilgang kræver selvsagt en mere opsøgende indsats i forhold til at skaffe nye materialer, men hun finder jagten på stofferne spændende:

- Jeg finder for eksempel gamle duge i genbrugsbutikker rundtomkring, og jeg får også nogle ting doneret. Forleden var jeg en tur på Aagaard nede i Sydthy, hvor jeg faldt over nogle stofprøver af strik, som de havde haft liggende på loftet. Dem måtte jeg bare købe med hjem, siger hun.

Vest Paa er endnu ikke indbringende nok til, at det kan blive en levevej for den unge mor, som netop er vendt tilbage fra en kort barsel med Valdemar. Derfor har hun to jobs ved siden af.

- Alt det, jeg tjener lige nu, ryger tilbage i virksomheden for at betale for de ting, jeg skal bruge. Men målet er helt sikkert, at jeg kan køre Vest Paa på fuld tid, så jeg kan være her tæt på mine børn, mens de vokser op, siger Nanna Jørgensen.

Nanna Jørgensen er netop vendt tilbage til arbejdet med Vest Paa efter en kort barsel med sønnen Valdemar. Foto: Bo Lehm

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden