Nordjyder slår sig ned i Afrika: Åbner værksted på havn i Namibia

Selskab med hovedbase i Frederikshavn vil levere service til voksende maritim branche

- Vi forventer os meget af den ny afdeling i Namibia, siger Kristian Kaasing Larsen, senior vice president i VMS Group.Privatfoto

- Vi forventer os meget af den ny afdeling i Namibia, siger Kristian Kaasing Larsen, senior vice president i VMS Group.Privatfoto

FREDERIKSHAVN:Den maritime servicevirksomhed VMS Group A/S med hovedsæde i Frederikshavn åbner eget værksted i Namibia i det sydvestlige Afrika.

Som den eneste havn med servicefaciliteter mellem Cape Town i Sydafrika og De Kanariske Øer er Walvis Bay på Namibias vestkyst et nøgleområde for skibsfarten i det østlige Atlanterhav.

Her er også et hastigt voksende marked indenfor offshore og fiskerflåden. Det er baggrunden for at etablerere sig i Walvis Bay i Namibia, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

VMS Group A/S servicerer blandt andet motorer, gear og propeller til skibe, ligesom man har kunder i offshore-industrien. I Frederikshavn arbejder cirka 100 medarbejdere, mens en afdeling i Rio de Janeiro i Brasilien har 55 ansatte.

VMS Group samarbejder med det namibisk-ejede W. Dresselhaus Engineering om etableringen af et 420 kvadratmeter stort værksted i Namport, Walvis Bay.

Område i udvikling

- Vi venter os meget af denne strategiske udvidelse af vores internationale aktiviteter. Det lokale skibsværft i Walvis Bay er kommet godt i gang, og en kæmpe containerterminal er under opbygning. Samtidig er der netop fundet en stor olieforekomst i farvandet ud for Namibia, siger Kristian Kaasing Larsen, der er seniorvice president i VMS Group.

De seneste fire år har han været udstationeret i Brasilien for at opbygge afdelingen i Brasilien.

- I begyndelsen vil vores værksted i Walvis Bay være bemandet med en dansk supervisor og en stab af medarbejdere fra vores brasilianske afdeling. På længere sigt er det planen, at vi gerne vil rekruttere lokalt, i det omfang det er muligt, siger Kristian Kaasing Larsen.

Han vurderer, at olie- og gasområdet efter nogle svære år er på vej op igen.

- Alene i juli blev der på verdensplan reaktiveret 24 rigge, og hver borerig er afhængig af tre-fire supplybåde, så markedet er der. Samtidig er der alene i Walvis Bay 12 fiskefabrikker og en lokal fiskerflåde på omtrent 140 fartøjer. Og endelig er vi i forvejen i området, når vi har kunder, der kræver service, forklarer Kristian Kaasing Larsen.

Fra værkstedet i Walvis Bay vil VMS Group tilbyde service og vedligehold af alle typer dieselmotorer, turboladere og gear. Det gælder såvel fartøjer, der lægger til kaj i Afrika, som service under medsejlads.

VMS Group A/S havde i 2018 170 medarbejdere. Koncernens bruttofortjeneste var 135 millioner og resultatet efter skat var 1,6 millioner kroner.

VMS Group A/S er ejet af Morten Rokkedal Vestergaard fra Sæby.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.