Nordjysk elhandler trækkes ind i sag om prisfusk

På et møde i hovedkontoret blev der præsenteret en idé, som skulle vise sig at være potentielt ulovlig

Centrica Energy Trading er den virksomhed i Nordjylland med den største omsætning. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Centrica Energy Trading er den virksomhed i Nordjylland med den største omsætning. Foto: Lars Pauli

AALBORG:I en anonym og lidt tilbagetrukken bygning på Skelagervej i Aalborg ligger en virksomhed, der er blandt landets suverænt største målt på omsætning.

Her blev der på et møde på øverste etage i 2019 præsenteret en idé, der nu viser sig at være potentielt ulovlig. Og som dermed trækker virksomheden direkte ind i en opsigtsvækkende sag om karteldannelse og aftalte priser.

En sag, der kan ende i millionbøder og straffesager mod de involverede.

Det er erhvervsmediet Finans, der sammen med Energiwatch kan afsløre Centrica Energy Tradings centrale rolle i en sag om 49 små jyske energiproducenters koordinering af priser.

Omdrejningspunktet for sagen er et selskab med base i Ikast ved navn Effekthandel ApS. Og nu bliver det en smule teknisk.

En anderledes model

Hver dag sendte Effekthandel bud ind fra alle 49 producenter på at stå til rådighed med nødstrøm for det statslige selskab Energinet. Kun de billigste vinder en sådan ordre.

Normalvis vil kraftværkerne konkurrere mod hinanden ved at underbyde hinanden. Men for at øge indtjeningen blev der udtænkt en model, hvor buddene blev synkroniseret af Effekthandel og gevinsterne herefter fordelt mellem alle deltagende værker.

Modellen blev ifølge Finans og Energiwatch præsenteret på et møde i Centrica Energy Tradings hovedkvarter i Aalborg tilbage i 2019. Den fremgik af en PowerPoint-præsentation med Centricas logo på.

- Centrica blåstemplede det her. Ellers var vi aldrig gået med i det, siger Ole Elkjær, driftsleder på Hanstholm Varmeværk og en af de 49 mistænkte i kartelsagen, til Finans og Energiwatch.

Afviser alt

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som gennem to år har undersøgt sagen, mener, at de 49 elproducenter har lavet såkaldt ”konkurrencebegrænsende aftaler” med det formål at hæve prisen på elmarkedet.

Selskabet Effekthandel ApS er i mellemtiden gået konkurs. I Aalborg afviser Centrica Energy Trading at have gjort noget forkert.

- Centrica yder ikke juridisk rådgivning til tredjeparter og afviser kategorisk alle udtalelser eller påstande om det modsatte. Centricas juridiske hold er ikke ansvarlig for at yde juridisk rådgivning til tredjeparter uden for Centrica-gruppen, skriver de i en mail til Finans og Energiwatch.

Centrica Energy Trading omsatte i seneste regnskabsår for over 150 milliarder kroner. Men på Skelagervej er der ikke noget varelager, for virksomheden sælger ikke et fysisk produkt.

Den handler med noget så simpelt som el og gas.

Sådan hænger forretningen sammen

Når der produceres energi – f.eks. fra vindmøller, solcelleanlæg eller et kraftvarmeværk – kan den producerede energi og strøm videresælges. Det er her, at Centrica Energy Trading kommer ind i billedet.

I det øjeblik, at strømmen produceres, overtager Aalborg-virksomheden den, finder købere til den eller sælger den på elbørser. Det kan være til virksomheder eller andre elselskaber, som har brug for at købe.

Det handler groft sagt om at købe strøm og gas billigst muligt og sælge det dyrere til steder med større efterspørgsel eller et lavere udbud.

Den forretningsmodel har Centrica Energy Trading tjent milliarder på.

Centrica Energy Trading hed engang Nordjysk Elhandel og var en kommunalt ejet virksomhed.

Så kom en gruppe private investorer anført af Eigild B. Christensen forbi, købte virksomheden og ændrede navnet til Neas Energy. Den blev få år senere solgt til britiske Centrica for op imod to milliarder.

Deraf navnet, Centrica Energy Trading, i dag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.