Nordjysk kæmpe sælger for første gang for over 10 milliarder kroner
Selskabet vil bruge en del af milliardoverskud på at få sine fabrikker - blandt andet i Aalborg - til at udlede mindre CO2.
Opdateret 17. september 2022 kl. 15:50
AALBORG: Selskabet Aalborg Portland Holding A/S, der udover at eje cementfabrikken i Aalborg også ejer en række cement- og betonvirksomheder rundt om i verden, sælger mere end nogensinde.
Det viser regnskabet for 2021, som selskabet offentliggjorde tirsdag aften.
Omsætningen steg således med 11 procent i 2021 og endte på 10,1 milliarder kroner. Det er første gang, at selskabet omsætter for et tocifret milliardbeløb.
Overskuddet efter skat blev på 1,12 milliarder kroner.
- Samlet set opnåede vi i 2021 et resultat, der levede op til forventningerne. Vi er tilfredse med, at vi trods de seneste to års globale usikkerhed har en solid vækst, siger Henning Bæk, der er koncernøkonomi- og finansdirektør hos Aalborg Portland Holding.
Selskabet skal dog være glad for cement- og betonvirksomhederne i Belgien, USA, Tyrkiet, Egypten og Kina, hvor der har været fremgang.
For alene i Aalborg Portland faldt overskuddet nemlig med 20 procent i forhold til året før - svarende til 111 millioner kroner.
Det markante fald i Aalborg Portland skyldes ifølge Henning Bæk, at man ligesom andre virksomheder er ramt af stigende priser - og for Aalborg Portland er det særligt energi-priserne, der vejer tungt i regnskabet.
- Vi ser markante stigninger i energipriserne, og det har altså ramt os ekstra hårdt i Danmark, siger han.
Omstilling til gas tager længere tid
Aalborg Portland forventer at blive koblet på gasnettet i slutningen i 2022, så man kan fortsætte udfasningen af olie, kul og petcoke til fordel for natur- og biogas.
Men Henning Bæk fortæller, at indfasningen af natur-/biogas tidligst begynder i 2023
- Vi kommer også til at kigge på tilgængelighed af natur- og biogas samt prisudviklingen, herunder som følge af situationen ude i Europa, siger han
Aalborg Portland Holding er moderselskab for en række cement- og betonvirksomheder i blandt andet Norden, Belgien, USA, Tyrkiet, Egypten, Malaysia og Kina.
Blandt dattervirksomhederne er Aalborg Portland A/S, Unicon A/S, Compagnie des Ciments Belges S.A., Cimentas A.S., Aalborg Portland Malaysia Sdn. Bhd., Aalborg Portland U.S. Inc., Sinai White Portland Cement Co. S.A.E., Aalborg Portland (Anqing) Co. Ltd. m.fl.
Aalborg Portland Holding har siden 2004 været ejet af Cementir Holding N.V., en international leverandør af cement og beton, som er noteret på den italienske fondsbørs i Milano.
Aktiviteterne omfatter:
- Salg, distribution og produktion af 10,7 mio. tons grå og hvid cement fra 11 fabrikker og 32 terminaler i Danmark, Belgien, Egypten, Kina, Malaysia, Tyrkiet og USA.
- Produktion af 4,4 mio. kubikmeter færdigbeton fra 100 anlæg i Danmark, Norge, Sverige, Belgien, Frankrig og Tyrkiet.
- Udvinding og afsætning af 9,5 mio. tons tilslagsmaterialer som granit, grus og sand fra ti brud i Danmark, Sverige og Belgien.
- Genanvendelse af affaldsprodukter.
Investerer i bæredygtighed
Den nordjyske cementfabrik bliver igen og igen trukket frem i rampelyset, når der skal findes eksempler på de miljøsyndere, der udleder mest CO2.
Aalborg Portland udleder årligt 2,2 millioner ton CO2 og er dermed suverænt Danmarks største udleder. Nummer to på listen er Nordic Sugars to fabrikker i Nakskov og Nykøbing, der tilsammen udleder 161.633 ton CO2.
Men CO2-udledningen skal ned, og det har fået Aalborg Portland Holding til at afsætte 720 millioner kroner over de næste tre år til at gøre selskabets produktion mere bæredygtig.
Cementfabrikken indgik i september 2020 en aftale med regeringen, som forpligter fabrikken til at reducere sin CO2-udledning med minimum 30 procent - 660.000 ton. Det skal ske inden 2030.
- Med investeringen på 720 millioner kroner kommer vi et stort skridt på vejen, siger Henning Bæk, der dog ikke lægger skjul på, at der skal flere investeringer til.
- Vi ser kun tre år frem i tiden, men vi kommer til at investere mere. Præcist hvor store investeringer, vi kommer til at foretage, ved vi ikke, da teknologi til at blive grønnere hele tiden udvikles, hvilket også betyder, at prisen ændrer sig, siger han.
Kunder har ændret holdning
Et af de første tiltag bliver, at endnu flere husstande i Aalborg får overskudsvarme fra cementfabrikken.
I dag er der cirka 30.000 husstande, der får overskudsvarme, men det antal kan hurtigt sættes op til 50.000 husstande, fortæller Henning Bæk.
Et andet tiltag, som Aalborg Portland Holding har taget, er, at man sælger en ny type cement - Futurecem - der har op til 30 procent lavere CO2-udledning.
Salget var dog en skuffelse i begyndelsen.
- Det har heldigvis ændret sig, og vi budgetterer med, at 20 procent af vores afsætning i 2022 er Futurecem, siger Henning Bæk.
Han forklarer, at fremgangen for den nye cementtype skyldes, at bæredygtighed også har fået betydning for kunderne, og at mange bygherrer er begyndt at efterspørge cement og beton med lav udledning af CO2.
- Vi arbejder med en plan om, at 50 procent af vores afsætning er Futurecem i løbet af tre til fire år, siger Henning Bæk.
Aalborg Portland Holding havde sidste år 3042 ansatte rundt om i verden. 770 af dem var ansat i Danmark.
Koncernen betalte cirka 155 millioner kroner i selskabsskat Danmark - og cirka 200 millioner kroner i andre lande - hvilket gør Aalborg Portland Holding til et af landets største skattebetalende selskaber.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.