Nordjysk storinvestor nedskriver for millioner
Noget gik galt, andet gik godt for en af Nordjyllands største landbrugsvirksomheder
Opdateret kl. 08:50
SINDAL: Der har været op- og nedture i det forgange regnskabsår for en af Nordjyllands største landbrugsinvestorer.
Det er endt med et mindre overskud på cirka fem millioner kroner, hvilket er bedre end de to foregående år, men ikke så godt som ventet for den familiedrevne virksomhed Thoraso ApS, som er ejet af Henrik Hougaard og hans tre børn.
Familien Hougaard ejede tidligere landbrugsvirksomheden Skiold i Sæby, der producerer staldinventar. De drev Skiold i 90 år og tre generationer, inden de i 2017 solgte aktiemajoriteten til investeringsselskabet Solix Group for en gevinst på flere hundrede millioner kroner.
Nedskriver for millioner
Thoraso ApS investerer blandt andet i landbrug, skovbrug og foderfremstilling til fiskeindustrien.
Selskabets resultat for 2022 er påvirket af flere faktorer. Blandt andet trækker det voldsomt ned, at et medejerskab af Graintec koster på bundlinjen.
Graintec udvikler landbaserede anlæg til fiskeopdræt. Her kunne en større kunde ikke betale for det leverede anlæg, hvilket betyder et væsentligt tab.
Som følge heraf har Thoraso ApS valgt at nedskrive sin kapitalandel og goodwill i selskabet.
Tjener godt på Firstfarms
Aktiviteten i Scandinavian Farms Invest er også præget af nedgang. Driften er forløbet planmæssigt, men lave noteringer på svinekød og stigende foderpriser giver et dårligt bytteforhold. Det har også været nødvendigt at reetablere besætningen og salget af avlsdyr er påvirket af Covid 19-restriktioner.
Landbrugsvirksomheden DUI, der driver tre landbrug i Ukraine er også ramt af den igangværende krig med Rusland. Familien Hougaard ejer en tredjedel af DUI.
Omvendt har medejerskabet af Firstfarms A/S, der driver store landbrug med grise, køer og planteavl i Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet været meget positivt for familien Hougaard.
Familien er også hovedaktionærer i FirstFarms A/S, der har haft et særdeles godt regnskabsår med et resultat efter skat på 65 millioner.
Bedre resultat på vej
- Vi er jo et investeringsselskab, som har aktier i flere landbrugsrelaterede virksomheder, og når vi så har et dårligt år i f.eks. Scandinavian Farms Invest, så viser det sig jo i regnskabet. Omvendt har nogle af vores andre virksomheder, bl.a. Firstfarms, haft et godt år, og det trækker i den modsatte retning, siger Henrik Hougaard, bestyrelsesformand og medejer, Thoraso ApS til AgriWatch.
Ifølge ledelsesberetningen venter Thoraso ApS at resultatet for indeværende regnskabsår bliver en del bedre.
Her ventes et positivt resultat på 10-15 millioner kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.