23 nordjyske købmænd afventer et vigtigt svar
De ved endnu ikke, om de bliver en del af den ene eller anden kæde

Udover at samle sine kæder skrotter Coop sin satsning på levering af dagligvarer online. Samlet betyder planen, at der skal skæres 600 stillinger. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
NORDJYLLAND:En række nordjyske købmænd må vente i spænding og uvished på at finde ud af, hvad deres dagligvarebutik fremover skal hedde.
Og hvornår navneskiftet træder i kraft.
Det står klart, efter at dagligvarekoncernen Coop tirsdag annoncerede, at den vil lukke Kvickly, SuperBrugsen og Irma - og i stedet samle de største af de tre kæders butikker under samme navn.
De skal fremover hedde Coop og bliver Danmarks største supermarkedskæde.
Men hvad der helt præcist kommer til at ske med de enkelte nordjyske Kvickly og SuperBrugsen-butikker, vides endnu ikke.
Nogle af dem bliver muligvis ikke en del af den nye kæde Coop, lyder det nu.
- Der kan være små SuperBrugser, der bliver til Brugsen. Men vi er ikke nået til detailplanlægningen af, hvem det bliver, skriver Coops informationsdirektør, Jens Juul-Nielsen, i en mail til Nordjyske.
Den store plan
Coop har planer om at samle Dagli’Brugsen - og de butikker, der ikke skal være med i Coop-kæden – i en ny kæde ved navn Brugsen.
Og det er altså her, at visse nordjyske Kvickly og SuperBrugsen kan komme i spil.
Kvickly har butik i Aalborg, Nørresundby, Aars og Hjørring, mens man i dag finder SuperBrugsen 19 forskellige steder rundt om i regionen. Altså i alt 23 butikker.
Nogle af butikkerne er ejet af Coop – andre af selvstændige brugsforeninger.
De første butikker begynder at skifte navn til Coop eller Brugsen efter sommerferien i år. Coop regner med, at manøvren er tilendebragt om halvandet års tid.
To afventende uddelere
I SuperBrugsen Hadsund ved man endnu ikke, om butikken bliver en del af den ene eller den anden kæde.
Brugsuddeler Torben Frandsen siger til Nordjyske, at man afventer yderligere info fra moderkoncernen.
I SuperBrugsen i Svenstrup lyder det fra uddeler Tommy Vestergaard, at et navneskifte ikke vil få nogen stor betydning.
- Uanset hvad vi kommer til at hedde, vil vi i forbrugernes bevidsthed fortsat være kendt som brugsen. Det har vi heddet i over 100 år. Vi kommer formentlig til at skulle hedde noget med Coop. Når det bliver besluttet, må vi se, hvad der skal stå på facaden af butikken, siger han.
Udover at samle sine kæder skrotter Coop sin satsning på levering af dagligvarer online. Samlet betyder planen, at der skal skæres 600 stillinger.
Coop er stærkt udfordret og kommer ifølge topchef Kræn Østergaard Nielsen ud af 2022 med et stort trecifret millionunderskud – det største i koncernens historie.
- Efter at have leveret rekordresultat i 2020 og rekordomsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount og generelt køber færre og billigere varer. Samtidig er vi ramt af prisforhøjelser fra leverandører, som vi langt fra, har fået hjem i vores priser til kunderne. Sammen med eksplosive stigninger i energiomkostningerne har det medført et meget stor fald i indtjeningen, udtaler han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.