De danske medier

NORDJYSKE Medier overdrager trykkeaktiviteter

Trykkeaktiviteterne i Aalborg overdrages for at sikre en bæredygtig økonomi. Medarbejderne tilknyttes den nye ejer

Arkivfoto: Laura Guldhammer

Arkivfoto: Laura Guldhammer

AALBORG:NORDJYSKE Medier A/S forventer, at trykbranchen vil skulle konsolidere sig over de kommende år som følge af et presset marked med faldende mængder.

NORDJYSKE Medier A/S ønsker at være proaktiv i forhold til konsolideringen for at sikre kvaliteten og leveringssikkerheden overfor vores kunder. Derfor har NORDJYSKE Medier A/S indgået samarbejde med Erritsø Tryk Management A/S om koncernens trykaktiviteter. Aftalen betyder, at alle trykaktiviteter og medarbejdere tilknyttet disse virksomhedsoverdrages til Erritsø Tryk Management A/S medio december 2020.

- Vi har drevet et godt og velfungerende trykkeri i Aalborg, hvor medarbejdere og ledelse løbende har optimeret og tilpasset driften. Men færre titler og faldende oplag presser over tid en bæredygtig økonomi, og derfor har vi adresseret den udfordring nu, hvor vi har mulighed for og råderum til at finde langsigtede løsninger for koncernen, siger administrerende direktør for NORDJYSKE Medier A/S, Morten Vinther Jensen.

Der skal inden for en årrække foretages større investeringer for at fremtidssikre danske trykkerier. Investeringer af en sådan størrelse forudser NORDJYSKE Medier A/S kun kan gøres rentable, hvis flere aktører træder sammen i længerevarende og forpligtende aftaler.

- Hvis man skal undgå, at faste omkostninger til tryk og distribution skal resultere i høje prisstigninger på printprodukter, skal man søge stordriftsfordele og kapacitetsudnyttelse via partnerskaber, lyder vurderingen fra Morten Vinther Jensen.

NORDJYSKE Medier A/S ser ikke drift af trykkeri som en strategisk kernekompetence i fremtidens mediehus, men som en væsentlig og hel nødvendig del af værdikæden for at kunne levere attraktive printudgivelser til de nordjyske abonnenter. Derfor har dialogen med Erritsø Tryk Management A/S, som er ejet af JP/Politikens Hus, været helt naturlig, og tryksamarbejdet er indgået med en klar ambition om, at det skal være af længerevarende karakter.

- Vi tror på, at vi i samarbejdet med Erritsø Tryk Management A/S vil opnå større leveringssikkerhed, bedre mulighed for at skalere og langt større variabilitet i vores omkostninger. Samtidig har det været tungtvejende, at Erritsø Tryk Management A/S fortsat ønsker at anvende trykkeriet i Nordjylland i de kommende år, siger kommerciel direktør for NORDJYSKE Medier A/S, Martin Sander Rasmussen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.