NORDJYSKE Medier taber fem procent i omsætning: Presset på annoncemarkedet

NORDJYSKE Medier havde markant vækst på digitale udgivelser, men fik alligevel et underskud på 30 millioner kroner i 2018

Mediehus 14. marts 2019 10:30 - Opdateret 14. marts 2019 11:24

AALBORG: Et presset annoncemarked og en digital omstilling, der nok går hurtigt, men ikke hurtigt nok, gør ondt på landsdelens største mediekoncern, Nordjyske Medier A/S. Virksomheden måtte i 2018 notere et dyk i omsætningen på fem procent, viser årsregnskabet, som blev offentliggjort torsdag.

- Vores annonceomsætning er under pres - voldsomt under pres. Det er jo også det billede, vi ser i de andre danske mediehuse, siger Morten Vinther Jensen, NORDJYSKE Mediers adm. direktør, der tiltrådte posten for godt et halvt år siden.

Presset på annoncesalget

Kilde: Cvr

Koncernens resultat efter skat i 2018 lander på minus 30 mio. kroner. Underskuddet er dog i høj grad påvirket af en ekstraordinær nedskrivning på 30 millioner kroner på goodwill på de trykte medier, der nu er nedskrevet til nul.

- Det er et udtryk for rettidig omhu, og det er udtryk for den pressede situation, som de trykte medier generelt er i, forklarer Morten Vinther Jensen.

Fra print til digital

Nordjyske Medier står i en vital, digital omstilling, som virksomheden investerer millioner i. Ugeaviserne, hvis annonceomsætning faldt markant i 2018, skal i endnu højere grad konverteres til nærlokale, digitale udgaver. Mediehusets slagskib, NORDJYSKE Stiftstidende, har som stort alle danske dagblade været presset i årevis. Den digitale publikation, NORDJYSKE Plus, skal kompensere for tab på det trykte ved at hente nye betalende abonnenter, og her ser Morten Vinther Jensen en succeshistorie.

Søren Østergaard
Adm. direktør Morten Vinther Jensen: Annonceomsætningen er voldsomt under pres. Foto: Torben Hansen

- Vi har jo oplevet en vækst på Nordjyske Plus på næsten 200 procent, og vi kan begynde at se grundlaget for en fremtidig digital vækst.

Han understreger, at det gamle dagblad stadig er vigtigt. Blot er man realistisk omkring en fremtid, hvor de trykte medier nok fortsat vil opleve nedgang.

Koncernen forventer for 2019 et driftsresultat før skat og afskrivninger på 25-30 millioner, hvilket er lavere end i 2018. Ifølge Morten Vinther Jensen er det et udtryk for, at man forventer et fortsat strukturelt pres på omsætningen.

- Men det er også et udtryk for, at bestyrelsen er villig til at investere i at udvikle NORDJYSKE Medier, herunder den digitale omstilling, siger den administrerende direktør.

Han understreger også, at NORDJYSKE Medier fortsat grundlæggende er en sund forretning med positive driftsresultater, god likviditet og solid egenkapital.

Medier i Nordjylland - og Skandinavien

- Vi har ikke ryggen mod muren, og vi har mulighed for at investere i fremtiden og løbende ændre vores struktur for at sikre langsigtet bæredygtighed i vores mediepalette til gavn for vores kunder og annoncører, siger han.

I 2018 brugte NORDJYSKE Medier ekstraordinære millioner på at udvikle dialogjournalistikken, hvor man forsøger at komme endnu tættere på læsere, lyttere og seere. Det sker med NORDJYSKE Bussen, der er en rullende redaktion, som kører rundt i landsdelen, og det sker med for eksempel journalistiske sceneshows. Satsningen på dialog med nordjyderne fortsætter i 2019.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...