Erhverv

Ole Madsen skal i fængsel for omfattende svindel

Aarhus Byret har afsagt dom i sagen mod den tidligere direktør Ole Madsens grove bedrageri og mandatsvig mod Spar Nord

Nu har Ole Madsen fået sin straf for den svindel, han for længst har indrømmet.
Nu har Ole Madsen fået sin straf for den svindel, han for længst har indrømmet. Arkivfoto

Opdateret 22. december 2022 kl. 08:42

AALBORG: Byretten i Aarhus har idømt Spar Nords tidligere kommunikationsdirektør Ole Madsen 3,5 års fængsel for over en periode på 11 år at have franarret sin tidligere arbejdsgiver over 20 millioner kroner.

Det oplyser sagens anklager Mette Vestergaard til Nordjyske.

Ved udmålingen af straffen har retten lagt vægt på, at Ole Madsens svindel er begået over en længere periode, har haft et systematisk præg, og at Ole Madsen har haft en betroet stilling. Samtidig er der tale om svindel for et stort millionbeløb.

I formildende retning har talt, at Ole Madsen meldte sig selv, og at han har aflagt fuld tilståelse.

Stor uenighed om straffen

Ole Madsen er dømt for bedrageri og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. 

I det retsmøde afholdt for en uge siden, hvor hans tilståelsessag blev behandlet, var der stor uenighed mellem anklager og forsvarer om, hvilken straf han skulle have for sine tilståede forbrydelser.

Mette Vestergaard krævede ham idømt en ubetinget fængselsstraf.

- Det afspejler sagens grovhed, sagde hun.

Mette Vestergaard lagde i den forbindelse vægt på, at Retslægerådet havde fundet Spar Nords tidligere kommunikationsdirektør egnet til almindelig straf, selv om han var diagnosticeret med en psykisk lidelse og samtidig havde et alkoholproblem.

I den situation - mente hun - burde Ole Madsen have en straf, der afspejlede retspraksis i en række lignende sager.

- Han bør straffes med ikke under fire års fængsel, lød det fra Mette Vestergaard.

Spar Nords medansvar

Omvendt mente Ole Madsens forsvarer, Ole Søgaard-Nielsen, at hans klient burde have en behandlingsdom på tre år eller en betinget dom på to år med et vilkår om, at Ole Madsen skulle modtage psykiatrisk behandling.

- Min klient er diagnosticeret med en psykisk lidelse, og alene i år har han været indlagt tre gange på psykiatrisk sygehus. En almindelig straf vil modvirke hans behandling, sagde forsvareren.

Ole Søgaard-Nielsen rettede også skytset mod Spar Nord, som han mente havde et medansvar for, at Ole Madsens svindel ikke tidligt blev stoppet.

- Hvis bare Spar Nord en enkelt gang havde spurgt til de selskaber, som de falske fakturaer var blevet udstedt til, så var min klient blevet stoppet, men der var ingen kontrolsystemer, mente han.

Anklager Mette Vestergaard finder onsdagens dom tilfredsstillende og forventer ikke umiddelbart, at Anklagemyndigheden vil anke den.

- Straffen er på linje med retspraksis, konstaterer hun.

To runder

Ole Madsen tilstod i første omgang kun en del af sin svindel over for politiet og Spar Nord, men da Spar Nord gravede yderligere uregelmæssigheder frem, kom det til en anden runde af tilståelser.

Lægger man Ole Madsens to runder af tilståelser sammen, tegner et billede af en omfattende svindel sig.

Ole Madsen har indrømmet over en periode på omkring 11 år at have udstedt i alt 153 falske fakturaer til Spar Nord for et samlet beløb på 19.855.000,50 kroner.

I samme periode har han indrømmet at have misbrugt sit (firma-)MasterCard for samlet mindst 734.953,84 kroner.

Det bringer den samlede svindel op på mindst 20.598.954,34 kroner.

Ole Madsens tilståelser
  • Ole Madsen tilstod i første omgang:
  • At han i perioden fra 18. maj 2018 til 7. september 2020 i 66 tilfælde har udstedt falske fakturaer for i alt 9.064.000 kr. og overført pengene til sin egen konto.
  • At han i perioden fra 1. februar 2018 til 2. juli 2020 i 17 tilfælde har misbrugt sit (firma-) MasterCard til private indkøb for 534.953,84 kr.
  • Ole Madsen tilstod i anden omgang:
  • At han i perioden fra 1. januar 2009 til 1. februar 2016 misbrugte sit (firma-) MasterCard til finansiering af private rejser, privat spisning og privat overnatning for et samlet beløb på "ikke under 200.000 kr.".
  • At han i 87 tilfælde fra 1. juni 2009 til 1. oktober 2015 på vegne af sit eget enkeltmandsfirma MK Kommunikation har sendt falske fakturaer til Spar Nord for et samlet beløb på 10.791.500 kr. Pengene endte på hans egen konto, som han selv har oplyst var i Nordea.
Retsmødebegæringer

Ole Madsens korthus brød sammen i november 2020, da han over for Spar Nords ledelse indrømmede at have svindlet for millioner af kroner.

Tidslinje
  • 2005: Ole Madsen bliver ansat i Spar Nord som ansvarlig for "stakeholderrelationer". Over de følgende år bliver hans placering i bankens organisation mere og mere central, og han får over tid ud over for kommunikation også ansvaret for bankens satsning på digital innovation samt køb og salg af virksomheder.
  • Marts 2020: Ole Madsen meddeler, at han vil forlade sin stilling i Spar Nord til fordel for kapitalforvalteren Formuepleje med kontor i Aarhus.
  • April 2020: Ole Madsen meddeler, at han bliver i Spar Nord.
  • September 2020: Ole Madsen meddeler, at han alligevel skifter til Formuepleje.
  • November 2020: Ole Madsen tilstår over for bankens ledelse sin svindel.
  • Januar 2021: Ole Madsen skriver under på en skriftlig "erkendelse" over for Spar Nord.
  • 9. februar 2021: Ole Madsen møder sammen med sin advokat op hos Østjyllands Politi i Randers og melder sig selv for svindel for 9,5 mio. kr.
  • Februar 2021: Formuepleje fyrer Ole Madsen, efter at han har orienteret virksomheden om sagen.
  • 16. juli 2021: Anklagemyndigheden sender en retsmødebegæring til Retten i Aarhus.
  • 27. januar 2022: Spar Nord politianmelder Ole Madsen for svindel for yderligere 12 mio. kr.
  • 4. marts 2022: Resultatet af en mentalundersøgelse af Ole Madsen foreligger. 
  • 29. marts 2022: Spar Nord begærer Ole Madsen konkurs.
  • 3. maj 2022: Skifteretten erklærer Ole Madsen konkurs.
  • 31. oktober 2022: Ole Madsen skulle have haft sin dom, men retsmødet aflyses.
  • 14. december 2022: Ole Madsens sag behandles ved et retsmøde i Retten i Aarhus.
  • 21. december 2022: Ole Madsen modtager sin dom.
Egen research

I februar 2021 meldte han sig selv til Østjyllands Politi i Randers.

- Ingen kontrol

I sidste uges retsmøde gentog Ole Madsen sine tilståelser og svarede på enkelte spørgsmål fra anklageren.

Han skød i den forbindelse med skarpt mod Spar Nords interne kontrolsystemer, som ifølge ham var nærmest ikke-eksisterende, og som havde gjort det nemt for ham at fortsætte.

- Der var en bemærkelsesværdig mangel på kontrol med mine udgifter. Jeg kontrollerede og godkendte mine udgifter selv, og så gik de videre til bogholderiet til betaling.

De falske fakturaer - benævnt "konsulentydelser" og udstedt af hans egen eller hustruens konsulentvirksomhed - oprettede han selv. Først som en word-fil og senere i et gratis fakturasystem på nettet.

- Så dukkede fakturaerne op i Spar Nords system, og så godkendte jeg dem selv. Der blev aldrig spurgt til, hvem der stod bag de to virksomheder, forklarede Ole Madsen.

Pengene gik ind på hans konto hos Nordea.

- Nordea spurgte aldrig til, hvor pengene kom fra.

Fabrikerede selv bilag

Ole Madsen har også tilstået at have misbrugt sit (firma-) MasterCard til betaling af en række private udgifter.

- Her fabrikerede jeg selv de bilag, der hørte til de enkelte korttransaktioner, lød det.

Ole Madsen kan anke byrettens dom til landsretten. Han blev på begæring af Spar Nord erklæret personligt konkurs 3. maj i år.

Kurator Preben Jacobsen opgør i sin seneste redegørelse til kreditorerne værdierne i Ole Madsens bo til 60.000 kroner. 

Det svarer til omkring 0,2 procent af de samlede krav på godt 27 millioner kroner.

Det mest værdifulde aktiv, som Ole Madsen råder over, er hans halvpart af den villa, som han og hans hustru ejer i Aarhus.

Kurator er gået i gang med at få parrets villa i Aarhus solgt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden