Ny rekord: Antallet af hotelovernatninger stiger fortsat

I første kvartal har der været rekordmange hotelovernatninger i Danmark, viser tal fra Danmarks Statistik.

I årets første tre måneder var der knap fem millioner overnatninger på landets hoteller, vandrerhjem og campingpladser.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Hotelovernatningerne stod for 3,3 millioner af overnatningerne i første kvartal. Det er det højeste antal i minimum nitten år.

Det er virkelig flotte tal, mener Lars Ramme Nielsen, der er markedschef for turisme, oplevelse og kultur i interesseorganisationen Dansk Erhverv.

Han hæfter sig særligt ved, at det har været relativt koldt i marts, og at påsken faldt i april.

- Det er rent ud sagt meget imponerende. Tallene cementerer simpelthen, at turismen er kommet sig oven på de mange slag, som coronaen gav, skriver han i en kommentar til tallene.

- Jeg tør godt sige, at der er gedigen grobund for optimisme for, at det bliver et fantastisk godt år for dansk turisme.

Også sidste år gik det godt for landets hoteller. Her var der knap 18,5 millioner overnatninger i løbet af 12 måneder, hvilket var det højeste siden 1992, hvor statistikken begyndte.

I år har både januar, februar og marts hver især sat ny rekord for den respektive måned.

- Den store efterspørgsel på hotelovernatninger ser ud til at fortsætte med uformindsket styrke, skriver Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

- Det er særligt de danske gæster, som trækker læsset i årets første måneder, men også de udenlandske gæster er stærkt repræsenteret.

I årets første tre måneder har danske gæster stået for knap 2,2 millioner af overnatningerne på landets hoteller. Gæster fra andre lande overnattede 1,1 million gange på et hotel.

Det seneste år er købekraften for de fleste danskere blevet forringet grundet den høje inflation.

Derfor er udviklingen for landets overnatningssteder særligt imponerende, mener Brian Friis Helmer. Men det betyder også, at fremtiden ser usikker ud.

- Udenfor landets grænser er købekraften også forringet i den seneste tid, og det udgør et risikoelement for turismen herhjemme, skriver han.

Brian Friis Helmer forventer dog overordnet, at 2023 bliver et godt år for landets overnatningssteder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.