Så meget skrumper antallet af passagerer i Aalborg Lufthavn

Laveste antal flypassagerer i november i flere år

Færre fløj til og fra Aalborg Lufthavn i november. Foto: Kim Dahl Hansen

Færre fløj til og fra Aalborg Lufthavn i november. Foto: Kim Dahl Hansen

NORDJYLLAND:108.236 passagerer fløj til og fra Aalborg Lufthavn i november - en tilbagegang på otte procent i forhold til samme måned året før.

Ikke siden 2014 har Aalborg Lufthavn haft færre passagerer i november.

Fremgang i chartertrafik

Tilbagegangen omfatter både indenrigs- og udenrigsflyvninger, men til gengæld kan Aalborg Lufthavn glæde sig over fremgang i chartertrafikken. I november i år var der 7.598 charterrejsende mod 6.596 året før - en fremgang på 15 procent.

Udenrigstrafikken, ruteflyvninger til udlandet, er dog faldet 13,4 procent - fra 34.367 passagerer i november 2018 til 29.770 samme måned i år.

Indenrigsflytrafikken faldt 7,6 procent - fra 76.657 passagerer i november 2018 til 70.868 samme måned i år.

En forklaring kan være, at det er blevet dyrere at flyve med Norwegian og SAS på ruten Aalborg-København, mens der er mange af billige bus- og togbilletter. Det har chefredaktør Ole Kirchert Christensen fra branchewebsitet check-in.dk tidligere vurderet.

Flere passagerer i Billund

Mens Aalborg Lufthavn oplevede tilbagegang, har Billund Lufthavn haft fremgang på 11 procent i november - fra 215.791 passagerer i 2018 til 239.578 i år.

Til gengæld har Aarhus Lufthavn oplevet en tilbagegang på næsten ni procent i november - fra 42.543 passagerer i 2018 til 38.796 i år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.