Ørsteds finansdirektør stopper efter 17 år i virksomheden

Marianne Wiinholt har fået nyt job og forlader Ørsted, der nu skal på jagt efter en ny finansdirektør.

Marianne Wiinholt DONG Energy <i>Dong/Free</i>

Marianne Wiinholt DONG Energy Dong/Free

Ørsted mister sin finansdirektør, Marianne Wiinholt, der har fået nyt job.

Det oplyser energiselskabet i en pressemeddelelse.

Marianne Wiinholt har været finansdirektør hos Ørsted i otte år og har samlet været hos selskabet i 17 år.

Der oplyses ikke, hvor hun har fået job, men det er ikke i samme branche som Ørsted.

- Jeg har været en del af Ørsteds fantastiske rejse i 17 år – i de seneste otte år som CFO (finansdirektør, red.).

- Sammen med hele Ørsted-teamet har vi omstillet Ørsted fra et af de mest fossilt baserede energiselskaber i Europa til en global leder inden for vedvarende energi.

- Jeg har konkluderet, at det nu er det rette tidspunkt for mig at træde tilbage som CFO for Ørsted, siger Marianne Wiinholt i meddelelsen.

Ørsted skal nu på jagt efter en ny finansdirektør, og ifølge administrerende direktør Mads Nipper er der en række kandidater internt i virksomheden.

- Marianne vil i den grad blive savnet, men hun efterlader et Ørsted i topform til den rejse, vi har foran os, og med en meget stærk organisation inden for finans og it.

- Det giver os et stærkt felt af interne potentielle kandidater til stillingen som CFO, siger Mads Nipper.

Ørsted, der tidligere hed Dong Energy, har i dag vindmølleparker som sit primære forretningsområde - særligt på havet - som man typisk opfører, ejer i en periode og så sælger.

Den danske stat ejer omkring halvdelen af virksomheden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.