Pas på dine penge, når investeringen er alternativ
Leder: Jagten på et gyldent afkast kræver, at man bibeholder sin sunde fornuft - og kritiske sans
I et topsikret lager i Vester Hassing uden for Aalborg ligger der vine til en værdi af over 650 millioner kroner.
Her har et nordjysk selskab, Rarewine Invest, gjort det til en indbringende forretning at sælge sjældne vine til det voksende marked for vininvestorer. Lidt for indbringende, vil nogle mene.
Børsen kan nemlig afsløre, hvordan Rarewine skjuler en del af den profit, som selskabet henter, når det sælger vin til sine omkring 1.000 investorer – heriblandt en del nordjyske.
Forbrugerrådet Tænk kalder det en klar overtrædelse af markedsføringsloven, og en ekspert i investering påpeger, at Rarewine tilsyneladende er mere optaget af at tjene penge til sig selv end til investorerne.
Av.
At der handles med sjældne vine som aldrig før, er ikke overraskende. Danskernes opsparinger bugner, og med minusrenter, der æder af indeståender, begynder flere og flere at tænke i alternativer.
Det er ikke umiddelbart skidt. Det er sundt, at flere tager ejerskab over deres surt tjente penge og forsøger at skaffe et afkast af dem.
Men i jagten på at undgå minusrenter og potentielt score store gevinster, er det vigtigt at bibeholde sin sunde fornuft – og sin kritiske sans.
At investere i aktier og obligationer kræver ikke viden på et nørdet niveau eller hundredvis af timers forarbejde. Du kan sågar lade banken eller en investeringsforening klare arbejdet for dig.
Men de mere alternative investeringer – som f.eks. vine – er en helt anden boldgade. Her skal man virkelig se sig for. Dels er der risikoen for at købe flasker, der viser sig at være forfalskede. Det er set mange gange før.
Dels er der den høje risiko.
I sommer konkluderede et forskerhold fra Schweiz og Frankrig, at vininvesteringer ikke generelt giver et bedre afkast end f.eks. aktier. Samtidig vurderer de, at investorerne ofte undervurderer risikoen ved at investere i vin og peger på de prisbobler, som ofte opstår, når vi taler dyre dråber.
Pointen er, at sjælden vin og fine flasker nok kan synes tillokkende og attraktivt. Men kender du egentlig den potentielle risiko? Ved du egentlig, hvad du betaler for – og hvor meget du betaler?
I tilfældet med Rarewine, som promoverer sig vidt og bredt, er sidstnævnte tilsyneladende ikke tilfældet.
De mange investorer får at vide, at de ikke skal betale en kommission til Rarewine, når de køber en vin. Faktum er, at Rarewine tjener mellem 11 og 13 pct. på salget.
Det er vist det, man kan kalde god gammeldags vildledning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.